Kort Nyt

Ny lov mod børnearbejde

Holland har vedtaget en lov, der forpligter virksomheder til at undersøge og sikre, at de ikke er årsag til børnearbejde ude i verden.

Blinde børn læser med legoklodser

En ny slags legoklodser hjælper blinde børn med at lære at læse blindskrift. Hver klods har et antal knopper, der kan mærkes med fingrene og læses som bogstaver.

Tyskland vil lukke al kulkraft

Den tyske regering har besluttet helt at droppe kul som energikilde. I de næste 19 år vil landet erstatte alle sine 84 kulkraftværker med vedvarende energi.

Stigende modstand mod rygning

Næsten to tredjedele af verdens befolkning lever nu i lande, der sætter ind mod tobaksforbruget. Blandt andet ved at forhindre, at børn begynder at ryge.

UK erklærer klima-nødsituation

Det britiske parlament har erklæret klimakrisen som en nødsituation, og lægger dermed ekstra pres på regeringen for at gøre mere for at beskytte klima og miljø.

Mindre hiv i Nigeria end man troede

Efter en nylig undersøgelse vurderer Nigeria, at der kun er halvt så mange hiv-smittede i landet, end man tidligere mente. Det øger håbet om at bekæmpe sygdommen.

DNA-spor afslører klamme hundeejere

Flere steder i USA bruger de nu DNA-test til at afsløre hundeejere, der ikke samler deres hundes afføring op. Hver dag bliver over hundrede lorte analyseret.

Tyk papegøje slår parringsrekord

Verdens tykkeste papegøje, kakapoen, der er kritisk truet, har haft rekordstor parringssæson. Der findes kun 147 voksne fugle, men de har i år klækket 76 unger.

Belize tredobler fredede havområder

Det lille mellemamerikanske land Belize tredobler størrelsen af sine fredede havområder. Udvidelsen begrænser fiskeri og beskytter koralrev.

Rwanda benåder abortdømte kvinder

Rwandas præsident Paul Kagame benåder 367 kvinder, der var fængslet for at have fået foretaget abort. Kvinder i Rwanda har dog stadig ikke fri adgang til abort.

Sudans diktator fjernet fra posten

Efter flere måneders folkelige protester har Sudans militær fjernet diktatoren Omar al-Bashir. Befolkningen fortsætter dog protesterne for mere demokrati.

Norge slår endnu en elbilrekord

I marts udgjorde elbiler 58,4 % af alle nye bilregistreringer i Norge. Det er ny rekord for landet, der i forvejen har verdens højeste andel af elbiler.