Dansk Røde Kors

Røde Kors er med til at skabe verdens bedste nyheder gennem vores 13 millioner frivilliges indsats til f.eks. at reducere børnedødeligheden og forebygge konsekvenserne af naturkatastrofer og krige. De gode nyheder vil vi gerne være med til at sprede, så vores støtter får en forståelse for, at hjælpearbejdet nytter.

Anders Ladekarl, Generalsekretær i Dansk Røde Kors

Røde Kors er verdens største humanitære nødhjælpsorganisation, der opererer i 186 lande og hver dag ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Røde Kors arbejder ud fra principper om medmenneskelighed, upartiskhed og neutralitet, og det betyder, at alle kan få hjælp af Røde Kors – uanset etnicitet, nationalitet, religiøst eller politisk ståsted.

Verdens Bedste Nyheder

Røde Kors’ hjælpearbejdere ser dagligt mange eksempler på, at hjælpearbejdet virker og vil derfor gerne bidrage med at fortælle de positive historier fra verdens fattigste land. Røde Kors er partner i Verdens Bedste Nyheder for at fortælle danskerne, at nødhjælp og målrettet udviklingsarbejde forebygger katastrofer, redder menneskeliv og skaber bedre forudsætninger for sundhed og udvikling i verdens fattigste lande.

Verdensmålene

Det arbejde, Røde Kors udfører, rammer særligt Verdensmål 3, 16 og 17.

Verdensmål 3 Sundhed og trivsel
Røde Kors arbejder for at sikre sårbare menneskers ret til basal sundhed, da det truer tilværelsen for millioner af mennesker og underminerer udviklingen i verdens fattigste lande. Derfor har vi fokus på at forebygge sygdomme og på at sikre, at alle har adgang til de mest basale sundhedsydelser – herunder vand og sanitet. Når vi samarbejder med lokalsamfund over hele verden om at skabe sikker adgang til rent vand, bedre sanitet og mere viden om hygiejne, så kan vi se, at det sikrer udvikling og forebygger katastrofer og konflikter.

Verdensmål 16 Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Røde Kors er til stede i alle de krige og konflikter, der raser i verden lige nu. Her hjælper og beskytter vi krigens ofre uanset, hvilken side af en konflikt de befinder sig på. Vi har i kraft af vores mandat fra Geneve-konventionen en unik mulighed for at overvåge, at de kæmpende parter overholder den humanitære folkeret, og for at sikre, at alle civile får adgang til hjælp under krig. I krigszonerne arbejder vi for at sikre hjælp og beskyttelse til civile, syge, sårede og fanger. Ofte er Røde Kors’ læger og sygeplejersker helt ude ved fronten for at yde nødhjælp.

Verdensmål 17 Partnerskaber for handling
Strategiske partnerskaber er et nødvendigt værktøj til at håndtere de komplekse humanitære og miljørelaterede udfordringer, som Røde Kors møder hver dag. Derfor samarbejder Røde Kors med store danske virksomheder, der ønsker at bidrager til bæredygtig og ansvarlig vækst i udviklingslande og til at bidrage til at forbedre den humanitære respons i katastrofer. De strategiske erhvervspartnerskaber giver adgang til ny teknologi, produkter, infrastruktur og kompetencer, der kan understøtte udviklingsarbejde i hele verden. Røde Kors har den nødvendige viden om de lokale samfundsforhold samt et stærkt netværk, som sikrer, at de gode intentioner bliver til bæredygtige og veldrevne projekter.

 

Vi arbejder med følgende verdensmål

Læs mere

Verdensmål 3: Sundhed og Trivsel

Læs mere

Verdensmål 16: Fred, Retfærdighed og Stærke Institutioner

Læs mere

Verdensmål 17: Partnerskaber for Handling
Verdensmål for Bæredygtig Udvikling

Del

Mål 3: Sundhed og trivsel

Manglende adgang til vand og sanitet er den mest udbredte årsag til sygdom og død i verden i dag. Derfor arbejder Røde Kors målrettet på at forbedre menneskers adgang til rent vand, latriner og hygiejneuddannelse, fordi vi ved, at vand og sanitet er en forudsætning for sundhed og udvikling. Røde Kors arbejder også for at nedbringe antallet af mødre, der dør under en fødsel og sikre, at alle mødre har adgang til den hjælp, der gør det sikkert at føde. Vi kan redde flere børn i verden ved at give adgang til uddannede jordemødre, og derfor investerer vi i at give flere familier adgang til bedre sundhedspleje og uddannede jordemødre.

Relaterede Nyheder