Honning sender Bibi Hasina på universitetet

Det eneste mandlige medlem af Bibi Hasinas familie er kun 13 år. Normalt er det en tragedie i Afghanistan, hvor kvinder sjældent kan finde arbejde. Indtil bistader satte kvinderne i sving.

Del artikel

Bibi Hasina byder på te og yoghurt i det lille lerhus i Afghanistan, mens hun fortæller, hvordan hendes familie har overlevet, selvom den ”kun” består af fire kvinder ud over hendes unge lillebror. For ti år siden døde hendes far, og Bibi Hasinas mor blev efterladt med en hård og næsten umulig kamp for at mætte de fire børn alene. I den landlige provins Badakhshan er arbejde uden for hjemmet nemlig forbeholdt mændene.

Da den danske organisation Mission Øst startede biavls-samarbejdet, blev familien udvalgt af landsbyen som en af dem, der trængte mest til hjælp. Og Bibi Hasina fik ansvaret for de to bistader. Efter skole deltog hun i Mission Østs undervisning: Hun lærte at vedligeholde staderne, at samle honningen ind, at håndtere biernes formering i foråret og om deres overlevelse om vinteren.

”I dag er de to stader blevet til ti,” fortæller hun. ”To af dem har vi solgt videre sammen med 100 kilo honning. For pengene køber vi blandt andet hvede og kan nu klare os igennem dagene.”

Badakhshan-provinsen har med sin specielle fauna og flora et stort uudnyttet potentiale for biavl. Lige nu opbevarer Bibi Hasina sine stader et sted lidt højere oppe i bjergene for at udnytte sæsonens vejr bedst muligt.

”Jeg drømmer om at læse på universitet,” siger den fremadsynede unge kvinde, der går i 12. klasse i landsbyskolen. Derfor er hun begyndt at oplære sin lillebror i biavlen, så hendes mor og søskende kan overtage, når hun rejser til byen for at opfylde sin drøm.

Relaterede Nyheder