Computere – fremtiden for afrikanske skolebørn

En lille grøn computer er på vej til at fortrænge tavleundervisning og terperi I skolerne i den tredje verden. På Den lutherske Kirkes skole i Jimeta i Nigeria har 100 børn og deres lærere været prøveballon for at indføre computere i undervisningen.

Del artikel

Andre Kategorier

Regioner: Afrika

Temaer: Børn og unge, Uddannelse

Der er fugtigt, støvet og varmt i det lille lokale, hvor 20 lærere forventningsfuldt venter på at udforske mulighederne i den lille OLPC-laptop. OLPC står for One Laptop Per Child og er en lille bærbar computer, som specielt er udviklet til brug I tredjeverdenslande – og som er meget hårdfør og kun koster godt 100 dollar pr. stk. De fleste af lærerne i lokalet er nyuddannede og nyansatte på skolen i Jimeta i Nigeria. Ti af dem har aldrig siddet ved en computer før. I lokalet er også de danske undervisere, som består af folk fra Mission Afrika og Danmarks Pædagogiske Universitet.

“Selvfølgelig er der problemer med at introducere computere i undervisningen til mennesker, som aldrig før har haft adgang til en computer. Det er en helt ny tænkning, som involverer eleverne langt mere i undervisningen, og det ændrer man ikke fra den ene til den anden dag. Men der er samtidig så mange spændende muligheder i, at lærere og elever får adgang til viden og uddannelse, som kan ændre deres måde at se verden på og udligne forskellene mellem rig og fattig,” siger Jan Sølberg fra Danmarks Pædagogiske Universitet, der er involveret i projektet, som begyndte i 2008.

Lærerens ord bliver udfordret

100 børn har fået en computer og kan nu surfe på nettet, skrive, tegne og tage billeder. Samtidig med at børnene fik deres computere, begyndte de danske partnere et undervisningsforløb for forældre, skolebestyrelse og lærere.

“Skolen i Jimeta brænder for at give børnene en fremtidssikret uddannelse. Ledelsen har hele tiden været med på, at computerne medfører store ændringer I den hidtidige pædagogik og undervisningsmetoder. Lærerne er vant til, at læringen går fra lærer til elev, fra tavle til pult. Lærerens ord er lov, og derfor kan det være svært, når viden pludselig kommer ind i klasselokalet via internettet og måske stiller spørgsmålstegn ved det sagte. Det rykker ved dynamikken I klasselokalet,” forklarer Carsten Bruhn-Lauritsen, der er projektkoordinator I Mission Afrika. Projektet med at indføre bærbare computere i undervisningen er støttet af Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling. Desuden er Mission Afrika og den lokale kirke I Nigeria involveret økonomisk.

Et skifte i undervisningen

Tilbage i det varme lokale arbejder lærerne ikke kun med at lære computeren at kende. De forbereder sig også på, hvordan de kan håndtere skiftet fra lærer- til elevcentreret undervisning og de pædagogiske udfordringer, det giver. De diskuterer engageret, om eleverne nu også vil lære noget, hvis ikke læreren fortæller dem, hvad de skal vide. “Computeren udgør en alternativ vej til viden, som underviserne bliver nødt til at forholde sig til, men efter flere undervisningsforløb er de nu godt på vej,” siger Jan Sølberg.

Relaterede Nyheder