’Miraklet’ i Malawi

Malawi er nu selvforsynende med majs og kan eksportere den overskydende fødevareproduktion til nabolandene. Derfor er udviklingen i det afrikanske land blevet kaldt ”Miraklet i Malawi”.

”Det er et mirakel, men man bliver nødt til at spørge, hvem der får mest ud af det,” siger Lennart Skov-Hansen, der har været Folkekirkens Nødhjælps repræsentant i Malawi igennem fem år.

Han mener, at de allerfattigste ikke får nok gavn af ordningen.

Lennart Skov-Hansen anerkender, at den malawianske regerings landbrugsprogram har skabt mirakuløse resultater. Ved at give småbønder tilskud til at købe forbedret såsæd og kunstgødning er det lykkedes det fattige land at vende et fødevareunderskud på 43 procent i 2005 til et fødevareoverskud på 53 procent i 2007. Mere end 1,5 millioner husstande har fået støtte igennem programmet, som bliver forbundet med en af årsagerne til, at Malawis totale dyrkningsareal er blevet øget med 25 procent, oplyser FN.

Sulten gnaver stadig

Men der er flere problemer med støtte-ordningen. For det første er kunstgødningen og den forbedrede såsæd ikke gratis men bliver solgt til en reduceret pris. Regeringen uddeler rabatkuponer baseret på bøndernes landbrugsareal, og så skal bønderne betale det resterende beløb – og det kan være et problem for de allerfattigste, som ikke har råd eller slet ikke har landbrugsjord at dyrke.

Høstet korn fra den forbedrede sort kan ikke bruges som såsæd til næste sæson, som det er tilfældet med den lokale sort. Det vil sige, at hvis regnen svigter og høsten bliver dårlig eller slår fejl, har den fattige bonde mistet alt – sine sparepenge og muligheden for at bruge høsten som såsæd i næste sæson.

”Mange af bønderne sælger rabatkuponerne på det sorte marked, fordi de ikke har råd til at betale det resterende beløb. De der har råd bliver afhængige af kuponerne for at kunne købe ny såsæd næste år,” fortæller Skov-Hansen.

Selvom Malawi nu har en overskudproduktion betyder det langt fra, at der ikke længere er sult i landet.

”Det er stadig sultsæson fra oktober-marts måned. Overproduktionen bliver jo ikke uddelt til befolkningen men solgt til blandt andet eksport,” siger Lennart Skov-Hansen.

Han vurderer, at der hvert år er mellem to og tre millioner malawianere, der sulter, ud af en befolkning på 15,3 millioner. Over 75 procent af befolkningen bor på landet.

Giv folk kontrol over deres eget liv

Hvis situationen for de fattigste skal ændres, skal der andre midler til ifølge Mette Lund Sørensen, som er Folkekirkens Nødhjælps ekspert på fødevaresikkerhed.

”Malawis støtte-ordning ændrer ikke på årsagerne til sult,” siger hun.

Det er stadig ikke bønderne, som har kontrollen over adgangen til jord, forbedret såsæd og gødning.

”Bønderne er fortsat afhængige af regeringens velvilje. Det ville være meget mere fremadrettet, hvis bønderne fik større kontrol over deres egen situation. Den gode jord skal fordeles bedre og bønderne skal have retten til at eje deres egen landbrugsjord, så det kan betale sig at investere i at forbedre jordens kvalitet og øge produktiviteten. Bønderne skal også have indflydelse på den lokale og nationale landbrugspolitik,” siger Mette Lund Sørensen, som har arbejdet i Malawi i flere år.

Hvis situationen for de fattigste på landet skal ændres, skal den lokale landbrugsrådgivning tilpasses småbøndernes behov. Andre afgrøder skal introduceres, så den enkelte bonde bliver bedre ernæret og mindre sårbar, hvis majshøsten slår fejl. Bønderne skal have mulighed for at organisere sig i landbrugsorganisationer, hvor de kan udveksle erfaringer og for eksempel organisere deres egen såsædbank, så de får større indflydelse på prisen og adgangen til såsæd.

Folkekirkens Nødhjælp har siden 1993 samarbejdet med lokale organisationer og fattige bønder med at forbedre dyrkningen af deres jord ved hjælp af undervisning i dyrkningsteknikker, husdyrhold og hjælp til at så flere forskellige slags afgrøder. Folkekirkens Nødhjælp støtter lokale partnere til at deltage aktivt i netværk, der fremsætter småbøndernes dagsorden, så de får indflydelse på indholdet i landbrugspolitikken.

”Frem for blot at øge produktionen med kunstgødning, er det langt mere økonomisk og politisk bæredygtigt at inddrage småbønderne i disse processer og finde langtidsholdbare løsninger på problemerne med sult,” siger Mette Lund Sørensen.