Blaffernationen
Carsten Theede, Initiativtager til Blaffernationen
Sprog skaber verden og gode nyheder spreder håb. Vores filosofi i Blaffernationen er ligesom Verdens Bedste Nyheder at fortælle de gode historier fra verden og fra hverdagen. Vi gør det ved at berette om tillidsfulde, nysgerrige og modige møder mellem fremmede mennesker i blafferbilerne. Om hvordan folk kører omveje for at hjælpe, om hvordan fordomme om fremmede bliver nedbrudt, når man begynder at tale åbent og nysgerrigt med hinanden. Om at vi har meget mere til fælles med hinanden end vi går og tror, og at det er et valg at fokusere på ligheder frem for udelukkende forskelle og ikke mindst om nødvendigen af at bevæge os ud af ekkokamrene, som vi færdes i. Vi møder sjældent folk, der ikke ligner os selv, men det gør man i blafferbilerne og det tror vi styrker sammenhængskraften i Danmark, som er vores fokusområde indtil videre.
Det er mennesker, der skaber verden. Og hvis de er nysgerrige, modige, ressourcebevidste og ikke mindst tillidsfulde, så bliver alt hvad vi foretager os i verden et resultat af det.
Blaffernationen er partner med Verdens Bedste Nyheder og fans af Verdensmålene fordi vi tror på at partnerskaber grundlæggende er vejene frem. Helt fundamentalt set er konceptet ‘konkurrence’ ret fjollet. Blaffernationen vil hellere samarbejde med andre seje og visionære mennesker og organisationer for at løse verdens udfordringer. Det er både mere effektfuldt og også meget sjovere. Og her bidrager sidstnævnte til førstnævnte.
Blaffernationen vil gerne være med til at skabe en mere tillidsfuld, modig, nysgerrig og ressourcebevidst verden og vi stræber efter i alle vores projekter, at bruge vores fælles ressourcer ansvarsfulgt og bæredygtigt. Lige meget om det er når vi arrangerer blafferture og holder foredrag på forskellige uddannelsesinstitutioner og virksomheder, laver events som Danmark Blaffer På Arbejde eller bygger både kunstneriske og officielle blafferstoppesteder med kommuner, byer og nationalparker. Her er den konstruktive tilgang og essensen af udvalgte verdensmål i kernen af vores praksis. Vores grundlæggende fokus er på at bruge de usædvanligt mange ressourcer i bilerne; både pladsressourcer men også menneskelige ressourcer via fortællinger. Konkret bæredygtighedsrelateret så bruger vi også udelukkende affaldstræ og skrald, når vi bygger vores kunstneriske blafferstoppesteder for at vise både spild og potentialer i én og samme bevægelse.
Vi bruger Verdensmålene som åndelig rettesnor og strategisk fokus indtil videre. Grundlæggende er Verdensmålene inde i fundamentet af Blaffernationen, så de gennemsyrer ret meget af vores arbejde. Helt konkret fokuserer vi på at gentænke bruge pladsressourcer i bilerne samtidig med at nedbringe trængsel ved at lave både kunstneriske og officielle blafferstoppesteder (Verdensmål 9 om innovativ infrastruktur). Der er kun 1,08 / 1,13 personer i gennemsnit pr bil i myldretiden på vej ud og ind af storbyer og 1,3 person ude i landdistrikterne samtidig med at busruter i sidstnævnte nedlægges og at flere husholdninger får/har 2 biler (Verdensmål 11 & 12 om ansvarligt forbrug og bæredygtige byer og lokalsamfund). I dette arbejde inddrager vi alt fra kommuner, organisationer, virksomheder, ministerier, byer, landsbyer, civilsamfund, sociale og grønne iværksættere, bilister og blaffere, kunstnere og ganske almindelige mennesker. Vi tror på, at vi i fællesskaber og i partnerskaber skal løse verdens udfordringer, da ejerskab, effekt og samhørighed forøges (Verdensmål 17 om partnerskaber for handling).