Analyse: Alle har ret til at reparere et fedt køkken

Alle har ret til et fedt køkken, lød det nu ikoniske reklameslogan for Kvik op gennem nullerne. Men nye EU-krav betyder, at alle nu også har ret til at reparere deres fede køkken. Ifølge FN blev der i 2016 genereret 44,7 millioner tons elektronikaffald, der dermed vejer lige så meget som 4500 Eiffeltårne. Kun 20 procent af denne enorme affaldsmængde bliver forsvarligt indsamlet og genanvendt – og samtidig viser statistikkerne, at vores affaldsproduktion kun går én vej: Opad.

Men fra april 2021 skal producenterne af hårde hvidevarer og belysning i EU sørge for, at produkterne får en længere minimumslevetid, er mere energieffektive og at reservedele er tilgængelige i op til 10 år efter et produkt er kommet på markedet. Samtidig skal produkterne designes på en måde, så de mest essentielle dele kan repareres eller udskiftes andre end producenten selv. Det lyder måske som en lidt tør og teknisk tilføjelse til ét af mange EU-direktiver, men der er også tale om en stor sejr for en ny form for aktivistisk bevægelse, der de senere år har kæmpet indædt for ”retten til at reparere”. Og som tech-giganterne har besvaret med en massiv lobbyindsats, der skal forhindre netop denne type lovgivning.

Som så meget andet er det hele startet i USA. Aktivister på gaden med slogans som ”Reservedele til alle” og bannere med tegninger af en knyttet næve, der holder en svensknøgle, lyder måske som en vittighed. Men den type protester er helt reelle, når et voksende antal frustrerede forbrugere de senere år har forsøgt at modsætte sig tendensen til, at især elektronikprodukter bliver fremstillet på en måde, så de kun kan repareres af producenten selv. Når producenterne eliminerer konkurrencen på reparationer, kan de sætte priserne som de vil, og dermed er forbrugerne tvunget til enten at betale ublu priser for at få fixet for eksempel deres smartphone eller endda købe en helt ny, fordi reparationen slet ikke kan betale sig. Samtidig har en række virksomheder, herunder Apple, været under mistanke for at lave produkter, der er direkte designet til at gå i stykker eller blive forældede efter en relativt kort periode. Forretningsmodellen med planlagt forældelse kan spores helt tilbage til starten af forrige århundrede. Men det stigende fokus på de omkostninger for miljøet og klimaet, som vores brug-og-smid-væk-kultur har, kan efterhånden aflæses i europæernes holdninger. En undersøgelse fra Eurobarometer viser, at 77 procent af borgerne i EU hellere vil reparere end kassere.

Samtidig med de voksende affaldsmængder er der trods alt også en global stigning i antallet af lande, der indfører lovgivning omkring håndtering af elektronikaffald – fra 44 procent i 2014 til 66 procent i 2016. Og en række amerikanske stater  arbejder også på lokal lovgivning i lighed med de nye EU-standarder, der skal sikre forbrugernes ret til at reparere. I første omgang kræver de nye EU-standarder dog ikke, at forbrugerne selv skal kunne udføre reparationen af deres fryser, men at det som minimum skal lade sig gøre af professionelle reparatører.

I Danmark har blandt andet Det Økologiske Råd og Dansk Affaldsforening anbefalet at fjerne momsen på reparation af visse produkter, så forbrugernes økonomiske incitament til reparation øges. Det har man allerede gjort i Sverige, og den seneste monitoreringsrapport fra FN viser tydeligt, at vi i Danmark har plads til forbedring: Med næsten 25 kilo elektronikaffald årligt per indbygger indtager vi en kedelig europæisk tredjeplads over de mest affaldsgenererende lande inden for elektronik, som hårde hvidevarer også hører under. Kun nordmændene og briterne er større elektronik-svin end os. Ifølge en undersøge fra Syddansk Universitet bliver klimaet belastet med to ton CO2 for hvert ton elektronikaffald, der produceres. De nye EU-standarder er derfor et vigtigt skridt i en mere bæredygtig retning. Klimapotentialet er enormt, hvis vi griber svensknøglen og reparerer frem for at kassere.