Flere og flere i Tyskland og Sverige vælger indenrigsflyvninger fra, når de skal rejse på tværs af landet. Foto: Shai Barzilay CCBY
Flere svenskere og tyskere dropper indenrigsfly
I Sverige og Tyskland vælger flere rejsende indenrigsflyvninger fra. Samtidig sætter antallet af togrejsende rekorder i europæiske flere lande.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Europa
Temaer: Bæredygtighed, Grøn energi, Klima, Luftforurening
Både i Sverige og Tyskland er antallet af rejsende på flyruter indenfor landets grænser faldet markant. I Sverige er antallet af passager på indenrigsflyvninger faldet med 9 procent i 2019, viser tal fra den statslige svenske lufthavsoperatør Swedia. Den udvikling oplever de også i Tyskland, hvor antallet af passager på indenrigsflyvninger er faldet med 1,9 procent på et år, skriver den tyske lufthavnsforening ADV i en pressemeddelelse. Også danske lufthavne oplever, at antallet af indenrigsafrejsende falder. I 2019 faldt det med fem procent, viser tal fra Danmarks Statistik.
Ifølge Eigil Kaas, der er klimaforsker ved Københavns Universitet og klimadebattør, kan udviklingen skyldes, at Tyskland og Sverige er to af de lande i Europa, hvor klimadebatten fylder allermest, og hvor flere og flere ønsker at gøre en personlig forskel.
”Lande som Sverige og Tyskland er blevet enormt klimabevidste de seneste år, mere end i andre europæiske lande. Både i befolkningen og hos beslutningstagerne er man blevet mere klimabevidste og tager klodens fremtid alvorligt,” forklarer han.
De nordiske lande viser klimavejen
Ifølge Eigil Kaas er de nordeuropæiske lande store klimaforbilleder, fordi beslutningstagerne tør lave klimavenlig lovgivning, og befolkningen tør ændre deres vaner, mener han.
”Mange bliver inspireret af lande som Sverige, Tyskland og Holland, fordi de går forrest, og de gør en forskel. Det betyder noget, at nogen viser vejen. Det er både fra nation til nation, men også fra person til person,” fortæller han.
På trods af at flere dropper indenrigsflyveturen, så er der lang vej igen, før vi får knækket vores flykultur. De nyeste tal fra Eurostat viser, at flere europæere stadig prioriterer flyveturen højt. I 2018 satte europæere sig ind i et fly 1,1 milliarder gange. Det svarer til en stigning på 6,1 procent i forhold til 2017.
Flyveturen er en af de store syndere i det samlede klimaregnskab. Den globale luftfartsindustri producerer cirka to procent af al menneskefremkaldt CO2-udledning, viser tal fra koalitionen Air Transport Action Group. Men selvom indenrigsflyvningerne kan virke som en ubetydelig mellemregning i det samlede klimaregnskab, så har det ifølge Eigil Kaas en stor betydning, at vi dropper dem.
”Det kan virkelig betale sig at droppe indenrigsflyvningerne, fordi de korte ture er enormt CO2-belastende. Derfor kan et lille skridt have en kæmpe betydning for klimaet,” forklarer han.
Flere får øjnene op for toget
Når det gælder indenrigstrafikken, så oplever flere europæiske lande en øget interesse i at se landet fra togkupeen. I lande som Sverige, Tyskland og Holland slår antallet af togpassagerer rekorder.
I Sverige ser den nationale togoperatør, SJ, en stor fremgang. Antallet af togpassagerer satte i 2018 rekord med 31,8 millioner rejsende. Det er en stigning på 1,5 millioner i forhold til året før.
For femte år i træk steg antallet af rejsende på langdistanceruter i Tyskland. Med en stigning på 1,3 procent var antallet af rejsende på 71,8 millioner i første halvdel af 2019. Det statslige tyske jernbaneselskab, Deutsche Bahn, forventer, at antallet af passagerer for hele 2019 vil være på 150 millioner.
Også Holland oplever, at flere end nogensinde vælger toget. Toget er blevet populære til udenlandsrejser, og i 2019 blev der solgt 13 procent flere billetter til internationale ruter, viser tal fra det statslige hollandske jernbaneselskab, NS.
Flere europæiske lande har planer om at investere mere i både højhastigheds – og nattoge på tværs af kontinentet. Det har lande som Sverige, Østrig, Italien, Holland, Schweiz og England meddelt.