Foto: Pernille Madsen
Unge går foran mod seksuelt misbrug
På Filippinerne, hvor op mod 200.000 børn hvert år bliver udsat for seksuelt misbrug, er en gruppe unge nu gået foran i kampen for at gøre noget ved problemet.
Del artikel
Youth for safety
Youth for Safety er et projekt, der har til formål at forebygge seksuelt misbrug af børn og forbedre adgangen til hjælp for de børn, der er blevet udsat for overgreb.
Det gøres gennem træning af Youth Advocates og samarbejde med de lokale myndigheder.
Youth for Safety udføres i et samarbejde mellem Viva Danmark, som er en international børneorganisation stiftet i 1994, og Philippine Children’s Ministries Network (PCMN), som er et netværk af kirkelige organisationer, der arbejder med udsatte børn og unge på Filippinerne.
Læs mere på www.viva.dk
Andre Kategorier
Regioner: Asien
Temaer: Børn og unge, Kultur, Rettigheder
Youth for Safety er et projekt, der har til formål at forebygge seksuelt misbrug af børn ved blandt andet at mobilisere og træne unge filippinere til at blive såkaldte ‘Youth Advocates’.
”Når vi underviser børn i deres rettigheder, lærer de at udtrykke deres ideer, ønsker og behov,” siger Julius Nico Saturno, som er deltager i Youth for Safety.
Som Youth Advocate er de unge med til at føre oplysningskampagner, hvor de underviser andre børn og unge i, hvad de skal gøre, hvis de oplever forsøg på seksuelt misbrug samt hvilke rettigheder børn har. Siden projektet startede for to år siden har de 191 Youth Advocates nået ud til mere end 9000 børn og unge.
Gadebarn hjælper andre børn
En af de unge hedder John Gabriel. Som barn boede John Gabriel selv på gaden. Trods det, holdt han fast i sin rettighed til skolegang, hvilket i dag har givet ham muligheden for en uddannelse og et arbejde.
”For mig er det en ære at være Youth Advocate, fordi jeg har mulighed for at sprede og dele de tanker, jeg har om unges frihed og rettigheder,” siger han.
Som Youth Advocate har John muligheden for at give sine erfaringer videre til børn, der som han selv gjorde, lever på gaden. Han håber, at det vil hjælpe de mange børn til at kræve deres rettigheder til for eksempel uddannelse og beskyttelse mod seksuelt og fysisk misbrug.
‘Gode’ og ‘dårlige’ berøringer
Seksualitet er ikke et emne, der tales højt om på Filippinerne. Netop derfor er en simpel ting som undervisning i hvad en ’god’ og en ’dårlig’ berøring er, meget vigtigt for at forebygge tilfælde af seksuelt misbrug.
De misbrugte børn tør ofte ikke fortælle om de overgreb, de bliver udsat for. Derfor er det også afgørende, at børnene er klar over, både at det er vigtigt at fortælle det videre, når de oplever misbrug, samt hvor de kan henvende sig, hvis de ikke har en voksen tæt på, som de kan betro sig til.
De unge filippinere er som Youth Advocates med til at bryde tabuet gennem forebyggelseskampagner og undervisning af børn og unge.
De 191 Youth Advocates nøjes ikke kun med at undervise børn og unge i deres nabolag, på gaden, lokale skoler, i menigheder, osv. De modtager også træning i lobbyisme og kreativ fortalervirksomhed og har på baggrund heraf blandt andet gennemført kampagner via medier, optog, osv. Med kampagnerne bidrager de til at øge opmærksomheden omkring seksuelt misbrug af børn hos børnene selv, men også hos forældre og myndigheder.
”I vores land er det kulturen, at børn er familiens ejendel, så de kan gøre med dem, hvad de vil.”, siger Fe Foronda, leder af PCMN, og forklarer, hvordan en mentalitetsændring blandt befolkningen er nødvendig for at komme problemet til livs. Det er denne kultur, som de unge forsøger at ændre med deres kampagner.
Inspiration til danske unge
De filippinske Youth Advocates er et eksempel på, hvordan unge med stort engagement kan være med til at ændre det samfund, de lever i, og dermed skabe en bedre verden for vores børn og unge. I januar er to fra organisationen PCMN i Filippinerne på besøg i Danmark for at fortælle om Youth for Safety. De to besøgende skal rundt i Danmark og inspirere danske unge til også at tage del i kampen for en mere retfærdig verden. En verden uden seksuelt misbrug af børn.