Oplysning. U-lande skal på danskernes landkort

I år fylder Danmarks udviklingspolitik 50 år og lige siden sin fødsel har den ikke kun handlet om international udvikling, men også om at oplyse – hvis ikke ligefrem opdrage – den danske befolkning. Som statsminister Viggo Kampmann (S) formulerede sig, da han lancerede Danida: »Desuden vil det danske folk formentlig have godt af at hjælpe og derfor skal hjælpen være af en størrelse, der vækker den enkelte af hans sløvhed«.

Det var en tilgang til ulandsoplysning, som havde sin tid, og som – i hvert fald symbolsk – sluttede med Foghs nedskæringer. Man kan være uenig i Foghs motivation for sit frontalangreb på ulandsoplysningen. Men samtidig er det vigtigt at erkende, at de gamle dage ikke vender tilbage. Folkeopdragelse er med god grund blevet frygtelig umoderne.

Samtidig er de folkelige organisationer blevet mere strømlinede, hvilket har været en god ting. Men det har også har haft den effekt, at der i dag bliver produceret langt mindre ‘klassisk ulandsoplysning’ med sine store stabler med klassesæt og timelange dokumentarfilm.

NU HAR VI i stedet fået en ny regering, der vil »bidrage til den folkelige debat om Danmarks udviklingssamarbejde«, og det er tid til at føre ulandsoplysningen ind i fremtiden. Det oprindelige formål med ulandsoplysningen var groft sagt, at fortælle hvad Danmark brugte pengene på og ‘skabe forståelse for udviklingslandenes problemer’. En viden, som på det tidspunkt var helt fraværende i den danske offentlighed. Men som nu, 50 år efter, har bundfældet sig.

Det skyldes, at vi i dag har en meget større viden om ulande, end dengang der kun var én tv-avis og ferien sjældent gik længere væk end Sydeuropa. Samtidig har udviklingsorganisationerne været meget dygtige til at oplyse om de problemer, der følger med fattigdom. Derfor ved vi alle sammen godt i 2012, at der er mange fattige i verden. Vi ved godt, at fattigdom er lig med sult, dårlig sundhed, mangelfuld uddannelse og undertrykkelse. Og hvis man spørger danskerne, hvorfor der er fattigdom i ulandene, har vi også rigtig mange holdninger til, hvad årsagerne er.

I en måling fra efteråret 2011 sætter danskerne ‘korruption’ på en klar førsteplads som årsag til fattigdom. Herefter følger ‘mangel på uddannelse’ og ‘mangel på demokrati’.

For at komme tættere på danskernes holdninger, afholdte NGO FORUM på baggrund af målingen to fokusgrupper med den brede midtergruppe af danskere: Dem, som ikke er medlemmer af nogen folkelig organisation, men som er sympatisk indstillede, om end let skeptiske, over for udviklingssamarbejdet.

Diskussionen var informeret og nuanceret, når det handlede om basale emner som vigtigheden af uddannelse, sundhed, og kvinders rettigheder. Men når gruppen diskuterede emner som korruption, mangel på demokrati, klima og andre årsager til fattigdom, gik debatten i stå: Man havde svært ved at nå frem til en sammenhængende forståelse af årsagerne til fattigdom.

Dette er et problem, for uden en forståelse af årsagerne til global ulighed, er det vanskeligt at forholde sig til langsigtede løsninger på fattigdom. Hvilket er en del af forklaringen på, hvorfor danskerne trods forholdsvis stor viden har svært ved at have tillid til nytten af udviklingssamarbejdet.

Det er en tankevækkende observation, fordi debatter om politiske og økonomiske årsager til ulighed er meget intense i udviklingsfaglige sammenhænge. Men det er debatter, som slet ikke når udover de allerede overbevistes rækker. Det internationale udviklingssamarbejde handler stadig mindre om at bygge veje og skoler – som danskerne ved en masse om. Og stadig mere om rettigheder, demokratiseringsprocesser og styrkelse af civilsamfund i svage stater.

DERFOR ER det ikke længere nok blot at informere borgerne om, hvad udviklingsprojekter går ud på, og hvilke problemer de søger at løse. Inddragelse af civilsamfundet bliver et mål i sig selv for at skabe en stærk demokratisk fundament for et ligeværdigt udviklingssamarbejde.

Samtidig handler udviklingssamarbejdet i stadig stigende grad om at håndtere det kompleks af kriser, som truer en bæredygtig udvikling. Og derfor er der brug for en stærkere og bredere folkelig debat om globale spørgsmål, hvis der skal være politisk opbakning til at komme med retfærdige løsninger.

Processen mod en ny oplysning bør derfor starte med at diskutere:

• Hvordan kan oplysningen inspirere til at tage stilling og skabe engagement i udviklingssamarbejdet, så borgerne oplever, at de er vigtige som andet end økonomiske bidragydere?
• Hvordan kan de folkelige organisationer bidrage til at skabe sammenhæng i en global virkelighed og rykke ved danskerne oplevelse af udviklingslandene, så vi i stedet for medlidenhed oplever respekt og solidaritet?
• Hvad skal der til, for at skabe en global offentlighed, opbygge en oplevelse af ligeværd mellem nord og syd, og flytte opfattelsen af ulandene fra at være problemer til at være en del af løsningen?

DENNE DEBAT om et nyt syn på ulandsoplysning bør naturligvis afspejles i lovteksten, når loven om udviklingsbistand bliver revideret i løbet af foråret.