100% for Børnene
Camilla Olesen, Kampagnekoordinator i 100% for Børnene
100% for Børnene er en mindre organisation, der arbejder med at forbedre vilkårene for udsatte børn og unge i Kenya og Ghana – f.eks. med øget adgang til gymnasieuddannelse for piger i det nordlige Ghana, gadebørn i Accra og Mombasa, forældreløse samt børn på lossepladser.
100% for Børnene og Verdens Bedste Nyheder
Vi er med i Verdens Bedste Nyheder fordi vi har nogle gode historier at fortælle. Vores partnere udfører et stort arbejde for at sikre rettighederne for de svageste – mange børn får derigennem mulighed for at skabe sig et værdigt liv. Det er gode nyheder. Det at være med i kampagnen giver styrket fællesskab med andre danske organisationer. Vi er mange, der arbejder for de samme mål, store som små. Det skal danskerne vide. Kampagnen formidler de gode historier og det er der brug for. Udvikling skal være en god nyhed.
100% for Børnene og Verdensmålene
Vi arbejder med at formidle verdensmålene til børn og unge i Danmark, Ghana og Kenya. Det har f.eks. taget form som projektet Poetic Empowerment, der med udgangspunkt i Verdensmålene havde til formål at skabe dialog og kulturel udveksling mellem børn bosat i hhv. Danmark og Ghana.
Verdensmål 17 – Partnerskab for handling
Hvor 100% for Børnene i starten arbejdede med velgørenhed, arbejder vi nu med udvikling. Vi oplever, at udvikling går hånd i hånd med globale partnerskaber. Det gælder samarbejde på tværs af vores partnere i Danmark, Ghana og Kenya, men også involvering af de mennesker som projekterne berører. Vi arbejder derfor altid for at skabe relationer som kan opretholde sig selv og som kan opretholde projekterne i fællesskab.
Verdensmål 4 – Kvalitetsuddannelse
At give børn en tryg hverdag med faste rammer er et fokus som er gennemgående for vores projekter. Skolen er en institution som kan tilbyde dette. Alle børn har ret til uddannelse uagtet om de er handicappede, forældreløse gadebørn eller bor på en losseplads.
Verdensmål 10 – Mindre ulighed
De børn vi arbejder med kommer fra meget fattige familier og/eller er handicappede i kulturer hvor fattigdom og handicap bliver betragtet som mindreværdigt. For mange gadebørn og handicappede børn oplever at få frataget deres politiske stemmer. Vi ønsker derfor at oplyse om deres rettigheder.
Verdensmål 3 – Sundhed og trivsel
For at børn kan trives i skolen skal de have energi. Det får de fra deres kost. Alt for ofte er det måltid, de får på skolen, det eneste de får. Sammen med vores partnerorganisationer etablerer vi madprogrammer, så børnene minimum får et dagligt måltid. For at sikre at handicappede børn også har adgang til sundhed, arbejder vi tæt med sundhedsklinikker om at hjælpe de forældre, der ikke selv kan sikre deres børn den nødvendige pleje.