Danmission
Jørgen Skov Sørensen, generalsekretær.
Danmission er en selvstændig organisation forankret i folkekirken. Vi ønsker at styrke den globale kirke, skabe fred og forståelse gennem dialog og bekæmpe fattigdom i Afrika, Asien, Mellemøsten. Vores projekter er rettighedsbaserede og skal sætte folk i stand til at hjælpe sig selv, deres familier og lokalsamfund.
Verdens Bedste Nyheder
Danmission er med i Verdens Bedste Nyheder, fordi det er en fælles opgave at fortælle, hvordan arbejdet med udvikling og dialog skaber resultater. Det er vigtigt, at vi sammen synliggør effekten, så vi kan fastholde opbakningen blandt danskerne.
Verdens Bedste Nyheder giver Danmission er mulighed for at fortælle specifikt om vores arbejde, og generelt om at fattigdomsbekæmpelse nytter.
Verdensmålene
Vi har i Danmission valgt at fokusere på fem af de sytten Verdensmål. Mål 1, 5, 10, 16 og 17.
Danmission finder arbejdet for aktive civilsamfund, fredelig sameksistens og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder – uanset køn, etnicitet og religiøs overbevisning – grundlæggende for, at de øvrige mål opnås.
Danmission har rig erfaring for, at det er gennem partnerskaber med lokale aktører, at der skabes udvikling (Verdensmål nr. 17). Udgangspunktet for og tilgangen til alle Danmissions projekter er menneskerettighedsbaserede (Verdensmål nr. 1, 5, 10 og 16). Desuden er dialog et afgørende begreb for at forstå Danmissions måde at arbejde på. Gennem vores dialogarbejde, danner vi basis for sunde relationer mellem individer såvel som mellem sociale og religiøse grupper (Verdensmål nr. 16).
Religion og religiøse aktørers rolle ligger højt på den globale dagsorden. Religion er ofte fremhævet som “en del af problemet”, især når man taler om voldelig konflikt og ekstremisme. Men religion er også – og skal være – “en del af løsningen” (Verdensmål nr. 16).
Det er derfor, vi i Danmission arbejder med kirkeudvikling, dialog og fattigdomsbekæmpelse på én og samme tid.
Vi arbejder med følgende verdensmål
Del
Mål 16: Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Danmission har mange års erfaring med at fremme inter- og intrareligiøs dialog, fredelig sameksistens og interkulturel dialog, for hermed at forebygge religiøse konflikter og voldelig ekstremisme.
I en tid med konflikt i mange af de lande, hvor Danmission arbejder, tror vi på, at vores position som en trosbaseret organisation kan styrke tilblivelsen eller genoprettelsen af aktive og fredelige civilsamfund.