Analyse: Demokrati er svært, men populært

Australierne, spanierne, sydafrikanerne, indoneserne, israelerne, inderne, finnerne og belgierne har lige været der. Om lidt er det danskernes tur. Og senere på året skal srilankanerne, canadierne, grækerne, tuneserne, argentinerne, polakkerne og portugiserne til stemmeurnerne for at beslutte, hvem der skal lede deres land. Og selvom amerikanerne egentlig først skal hive stemmekortene frem ved præsidentvalget i 2020, så er valgkampen allerede i fuld gang. I et berømt citat fremhævede Winston Churchill demokratiet som den værste styreform, der findes – når man altså ser bort fra alle andre styreformer. Og vi står på mange måder midt i et vigtigt år – og en potentielt skelsættende tid – for demokrati. Efter årtiers global fremgang ses bekymrende tegn på, at demokratiets momentum er forduftet. Ineffektiv regeringsførelse, korruption og socio-kulturelle omvæltninger krydret med en finanskrise har bragt selv gamle vestlige demokratier i krise og banet vejen for populistiske bevægelser, der i nogle tilfælde har autoritære træk. Den amerikanske tænketank Freedom House vurderer, at demokrati er på tilbagegang.

Flere lever frit end nogensinde før
Trods rystelser i det demokratiske fundament i flere lande, er der også positiv udvikling at spore. Konsolideringen af demokratiet i dele af Asien, Afrika og Latinamerika betyder, at globalt lever flere mennesker i demokrati end nogensinde før. Når eksempelvis 900 millioner indere den seneste måned har kunnet gå til stemmeurnerne, er det intet mindre end den største valghandling i historien – i det største demokrati i verden. Ifølge tænketanken Brookings Institution er to tredjedele af de mennesker, der lever i et demokrati i dag, bosat uden for Vesten. Den udvikling betyder muligheder: Nye alliancer mellem demokratiske stater, der rækker ud over den traditionelle trans-atlantiske kerne, kan blive afgørende, hvis den internationale orden skal have en demokratisk karakter i fremtiden.

Demokrati frem for stærk leder
Et andet lyspunkt for demokratiets fremtid er, at det stadig er den styreform, der nyder størst opbakning hos verdens befolkning. I en undersøgelse foretaget blandt 38 forskellige nationer konkluderer det amerikanske research center PEW, at repræsentativt demokrati bliver betragtet som en ”god” styreform af gennemsnitligt 78 procent af landenes befolkning. Næsten lige så mange mener, at militærstyre eller en ”stærk leder”, der kan regere uden indblanding fra parlament eller domstole er en dårlig idé. Opbakningen til demokrati er desuden størst i lande, der i forvejen har et veletableret demokrati, men selv her er der bemærkelsesværdig stor villighed til at overveje alternative styreformer – for eksempel mener mindst halvdelen af de adspurgte i Sydkorea, Spanien, Japan, Chile og Israel at en form for ”ekspertvælde” kunne være en god styreform. Der er også flere eksempler på, at en stor andel af befolkningen lande, der nyligt har stækket demokratiet til fordel for en ”stærk leder”, som for eksempel Tyrkiet, faktisk anser dette alternativ som attraktivt frem for demokrati.

Fire centrale udfordringer
Ifølge Dhruva Jaishankar, der analyserer international politik for Brookings Institution, så er der nærmere tale om en stagnation af demokratiet som fremadstormende styreform frem for en egentlig tilbagegang. Han peger på især fire udfordringer for demokratiet globalt. For det første spiller identitet en stadig mere udtalt rolle i den politiske diskurs – trods tidligere tiders forventninger om at øget globalisering ville gøre os alle til verdensborgere og udviske stærke religiøse, nationale og etniske tilhørsforhold. I USA, Australien og Europa er spørgsmålet om identitet ofte relateret til debatten om indvandring. En anden udfordring er økonomisk ulighed eller i hvert fald opfattelsen af den. Populistiske, nationalistiske politikere har konsekvent brugt populistisk økonomisk politik som løftestang. Det så vi blandt andet da Trump under den amerikanske valgkamp lovede gyldne tider til trængte amerikanske arbejdere i kulindustrien. Samtidig viser PEWs undersøgelse, at andre styreformer end demokrati oftere virker tillokkende, hvis man mener, at økonomien i ens land går dårligt. En tredje udfordring er moderne informationsteknologi. Øget adgang til information skulle jo egentlig styrke demokratiet. Men paradoksalt nok kan det også underminere demokratiet. Online politiske “ekkokamre”, spredning af misinformation samt øget politisk teater og spin er problematiske sideeffekter ved den moderne informationsstrøm. Slutteligt peger Jaishankar på, at alle demokratier er sårbare overfor indblanding og påvirkning udefra.

Behov for fornyelse
Bruce Jones, der er vicepræsident hos Brookings Institution og professor hos Stanford University, har fire bud på, hvordan demokrati kan få ny vind i sejlene. Først og fremmest er der behov for demokratisk fornyelse. I stedet for forsøg på at promovere og sprede demokrati til flere lande, bør de demokratiske lande gå sammen om at styrke deres eget demokratiske fundament og dermed øge appetitten for demokrati internationalt. Det kræver især et fokus på økonomisk inklusion. Demokratisk fornyelse kræver også en ”afgiftning” af identitetspolitik. Det er nødvendigt at skabe en åben debat om migration og integration, men gøre op med hadefuld retorik. Samtidig må demokratiske stater i højere grad stå sammen og forsvare demokratiet. Både ved tydeligt at sige fra overfor manipulation fra eksterne autoritære kræfter og ved dybere økonomisk og politisk samarbejde mellem både velkonsoliderede og spirende demokratier og mellem vestlige og ikke-vestlige demokratier. Jones’ fire løsningsforslag hører muligvis til i den kategori, der er lettere sagt end gjort, men demokrati har jo heller aldrig været let – til gengæld er det bedre end alternativerne.