Analyse: Langt flere børn får en fremtid

Den kommunistiske diktator Joseph Stalin bliver ofte citeret for at sige, at et enkelt menneskes død måske er en tragedie, men at en million menneskers død blot er statistik. Det kyniske citat rammer plet på den måde, at det er svært at overskue og forholde sig til enorme tal, der fortæller om så mange menneskers enkelte skæbner. Alligevel er det værd at bide mærke i statistikken om verdens børnedødelighed: Sidste år døde 5,3 millioner af verdens børn, før de nåede at blive fem år gamle. Det er stadig alt for mange.

Men der er også en god nyhed bag det triste tal. De seneste årtier er børnedødeligheden faldet støt år efter år, og langt flere børn klarer altså nu både fødslen og deres første år i livet. Tilbage i år 1990 døde et langt højere antal små børn hvert år, nemlig 12,6 millioner. Over halvdelen af disse – 7,3 millioner – overlever nu. Det viser de nyeste data fra Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Den rivende udvikling i at beskytte små børn afspejler, at det er lykkedes mange af verdens lande at nedbringe fattigdom og nød betydeligt siden 1990. Men udviklingen handler i høj grad også om, at både internationale organisationer og landenes egne regeringer har arbejdet målrettet for at redde børnenes liv.

I takt med, at færre børn dør, er problemet også skrumpet i omfang, så der i dag er ret få lande, hvor børnedødeligheden stadig er meget høj. Sidste år skete halvdelen af verdens børnedødsfald i kun fem lande: Indien, Nigeria, Pakistan, Etiopien og DR Congo. Og hvis man zoomer endnu mere ind, er det Indien og Nigeria, der alene står for en tredjedel af børnedødeligheden. Det betyder, at problemet nu er langt mere overskueligt end tidligere, og at få landes politiske beslutninger kan få en stor effekt.

For nylig udkom så en rapport fra den humanitære organisation og pengetank Bill and Melinda Gates Foundation. Rapporten fokuserede på udviklingen i børnedødelighed siden 2000. For første gang opdelte rapporten resultaterne, så man kan se udviklingen i de enkelte distrikter i landene, i stedet for kun at have ét tal for hvert land.

Tallene viser, at der er store forskelle på situationen internt i landene. For eksempel er børnedødeligheden langt højere i det tørre og fattige del af Nigeria, hvor den islamistiske terrorgruppe Boko Haram hærger, end i det mere fredelige Nigeria langs kysten. I Indien dør hvert tiende barn stadig i det nordlige del af landet, mens det kun gælder for ét ud af 50 i Sydindien.

Indien er nået langt med at registrere deres borgere og give dem adgang til sundhedsydelser, på samme måde, som vi i Danmark har CPR-numre og sygesikringskort. Det er noget nyt i Indien, men i de seneste ti år er over 1,2 milliarder indere blevet registreret med fingeraftryk og øjenskanning. Samtidig er offentlig sundhedssikring ved at blive rullet ud, og målet er, at det skal omfatte de fattigste 500 millioner indere. Børnedødeligheden i Indien er faldet hvert eneste år siden 1960, og alene de seneste ti år er dødeligheden for børn under fem år faldet med over 40 procent, viser tal fra UNICEF og WHO.

Det er relativt nemt og billigt at redde børns liv. Listen over de ting, der slår små børn ihjel, er nemlig ikke særligt lang, og ifølge WHO dør halvdelen af børnene af simple sygdomme, der er ret lette at forebygge eller behandle. For eksempel diarré, malaria og lungebetændelse. I knap halvdelen af tilfældene spiller det også en stor rolle, at børnene har fået for lidt at spise eller at maden ikke har været god nok. Men i takt med, at børn får bedre ernæring, overlever de oftere, og bliver mere intelligente som voksne.

Nogle er bekymrede for, om flere levende børn vil ende med at give overbefolkning. Men globalt set er der en sammenhæng mellem, at flere børn overlever, og at folk vælger at få færre børn. I 1960 fik den gennemsnitlige indiske kvinde næsten seks børn. I dag ligger tallet lidt over 2,2. Det er tæt på det antal børn, der på sigt stabiliserer befolkningstallet.

Samtidig er det ikke kun godt for børnene og deres forældre, at flere børn nu overlever. Faldende børnedødelighed ses også som et af de vigtigste tegn på generel udvikling, fordi overlevelsen hænger tæt sammen med en række helt fundamentale ting i et samfund, som sundhedssystemet, ernæring og uddannelse.

FN’s erklærede mål er, at børnedødeligheden inden 2030 skal ned på under 25 dødsfald ud af hver 1000 levendefødte børn. Ikke alle dødsfaldene kan forebygges eller behandles, og derfor er ambitionen ikke nul døde. Alligevel er Verdensmålet for 2030 om at redde alle børn, der kan reddes, meget ambitiøst. Det vil kræve, at verden i gennemsnit klarer sig bedre end udviklingen i Vesteuropa har udviklet sig de sidste 50 år. I 1956 var børnedødeligheden i Vesteuropa nemlig på samme niveau, som verdensgennemsnittet er i dag. Den mere realistiske fremskrivning viser, at udviklingen ikke vil gå så hurtigt på verdensplan. Men alt tyder på, at den vil fortsætte. Langt flere børn vil derfor også fremover få en chance for at blive til andet og mere end tal i en statistik.