Lars Frederiksen
Danmark støtter unge iværksættere i Kenya
De har ideerne, modet og kræfterne og drejer alligevel nøglen om efter kort tid i business. Nu får de unge kenyanske iværksættere danskstøttet undervisning i at holde forretningerne i gang – og sælge deres produkter til udlandet.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Iværksætteri
Kenyaneren Josephine Mwau er iværksætter og stifter af firmaet Nulook Links Company, der arrangerer blandt andet jubilæer, bryllupper og firmaudflugter. Det går godt for Mwaus firma i byen Mombasa. En af hendes iværksætterkolleger forarbejder lokalt dyrkede tomater til blandt andet børnemad, som eksporteres til Europa. En anden designer trævarer og har 15 ansatte i produktionen.
Fælles for Mwau og de andre er, at de skiller sig ud fra utallige andre kenyanske iværksættere, som må dreje nøglen om efter få måneder i business, fordi de mangler helt basale kundskaber i at drive en virksomhed; markedsføre, bogføre, investere og holde regnskab med pengene.
Et samarbejde mellem en række danske og kenyanske partnere har sat sig for at ændre den uheldige iværksætter-tendens i Kenya. Sammen støtter Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling, den danske ngo ASSIST Denmark og Danida et undervisningscenter for unge i værksættere i Mombasa.
Centret drives af E.P.T.F, Economic Projects Trust Fund, og tilbyder foruden undervisning i f.eks. at skrive en forretningsplan, at markedsføre og bogføre, også kontorfaciliteter, internetadgang og mulighed for at låne lidt startkapital.
Målet er i første omgang at give 100 unge hjælp til selvhjælp og skabe vækst og beskæftigelse gennem iværksætterne. Desuden vil projektet skabe et netværk, så forretningsdrivende kan hjælpe hinanden, og så virksomheder i området – også de udenlandske virksomheder – ved, hvor de kan søge hen efter partnerskaber med iværksættere.
”På centret bliver de unge koblet med en mentor, som selv er forretningsdrivende, og som derfor har viden og erfaring, han kan dele ud af. Det er meget givtigt – både for den unge og for mentoren,” siger Lars Frederiksen fra ASSIST Denmark i Randers.