Hvad et par danske lærlinge lærte i Tanzania

Korset, som hænger i bilens bakspejl, gynger frem og tilbage i kraftige bevægelser. Bilen danser hen ad Tanzanias veje, som kun en afrikansk kvinde kan gøre det. Men alligevel er der fuldstændig fred, for når man drejer hovedet ud mod landskabet, åbnes en helt ny verden. Man bliver nødt til at slå sig selv på låret for ikke at tro, at dette er en drøm.

Efter flere timer på vejen i denne vidunderlige verden ankommer vi til Nyumba ya Vijana, De unges hus. Da vi kører ind på den flotte håndværkerskole, bliver bildørene revet op, og pludselig står der 30 smilende ansigter, og alle vil give hånd på samme tid. Eleverne hiver vores tunge bagage ud af bilen, og et halvt minut efter står bagagen på vores værelse.

Syngende morgenmotion

Næste morgen vågner vi ved lyden af 100 elever, der pludselig begynder at synge. Vi tænker begge: Hvad sker der? Men denne tanke bliver afledt af tanken om, hvor fantastisk det egentlig er at lytte til 100 mennesker, som bare synger lige fra hjertet. Bagefter går det op for os, at de faktisk har løbet, mens de synger.

Så bliver vi hentet af vores gode ven Sifael. Han fører os ind i spisestuen, som er fuldstændig sodet til på alle vægge. Her er bælgravende mørkt. Man famler sig vej mellem menneskene, indtil man når ud i køkkenet, som egentlig er en bålplads. Vi får en sølle kop uji, som består af majsmel og vand. Og efter at vi har fået klemt denne skønne form for morgenmad ned, bliver vi ledt ind til morgenbøn. Igen bliver vi overraskede over deres måde at synge på. Og her er ikke en eneste surmuler – kun 104 sunde og livsglade sjæle.

Efter engelsktimerne bliver vi igen ledt ind i spisestuen til en omgang ugali, som er en tykkere form for uji med bønner. Vi har lige nået at spise det, da Sifael kommer med to redskaber, som ligner golfkøller, men er en slags leer.

Henrik Mielke, vores produktionsdirektør fra Enemærke & Petersen, som er med på rejsen og kender Tanzania efter at have arbejdet her i mange år, smågriner i baggrunden, da vi tager alt jord med op i forsøget på at slå græsset. I det mindste var der nogen, der morede sig!

Kl. 19.00 står den atter på ugali.

Bønnerne kom op med rode

Næste morgen står den på morgenløb kl. kvart i 6. Det lyder måske simpelt nok, men i Afrika er der ikke bare mørkt, der er rigtig mørkt, indtil solen står op. Og vejene er hullede, og træernes rødder stikker op overalt. Så at løbe her kan være svært nok i sig selv, men så at synge samtidigt er helt umuligt. Så vi bliver hurtigt enige om at lade dem om at synge.

Senere får vi en hakke i hånden og følger elever ud i marken. Vi får besked på at fjerne ukrudt og lade bønnerne stå. Der er bare lige det, at vi to danske lærlinge aldrig har set en bønneplante før. Så der går ikke lang tid, før vi har pløjet alle bønnerne ned. Men med lidt hjælp lærer vi det og kommer ind i rytmen.

Om aftenen kommer vi dog igen på prøve, da der er musiktime. Der bliver trommet på rigtig afrikansk manér og danset og sunget de smukkeste sange. Også det skulle vi lære.

Kunsten at bygge spær

Hjemmefra havde vi aftalt, at vi skulle lære eleverne at bygge et spær fra bunden. Eleverne er enormt dygtige til at lave stole, senge og borde, og der kan vi virkelig lære noget. Men tagkonstruktioner havde de aldrig prøvet at bygge. Henrik Mielke underviste i matematik og geometri og om opbygning af spær, derefter hentede vi træ og søm efter vægt ude i landsbyen. Henrik havde hyret en dygtig tømrer ved navn Pius, som lærte eleverne – inklusive os – om opbygning af spær og tagkonstruktion, hvilket var utrolig lærerigt.

Sidste dag blev der holdt afskedsfest for os med sang og dans af den helt store kaliber.

Det har været en fantastisk oplevelse at få et indblik i de tanzanianske lærlinges hverdag fra tidlig morgen til sen aften. Der er ingen tvivl om, at det er værd at støtte et sådanne projekt – de har nogle værdier, som man sjældent ser.

Efter flere timer på vejen i denne vidunderlige verden ankommer vi til Nyumba ya Vijana, De unges hus. Da vi kører ind på den flotte håndværkerskole, bliver bildørene revet op, og pludselig står der 30 smilende ansigter, og alle vil give hånd på samme tid. Eleverne hiver vores tunge bagage ud af bilen, og et halvt minut efter står bagagen på vores værelse.