Mere mad betyder flere piger i skole i Timbuktu

Det er frokosttid i Koureme Skole, der ligger i Kabara landsbyen i Timbuktu-distriktet. Børnene har samlet sig omkring kokken, der forbereder en særligt nærende grød. De fleste af børnene er piger.

FN’s Fødevareprogram brødføder omkring 121.000 skolebørn i den nordlige del af landet. De modtager to daglige måltider: en solid morgenmad bestående af et miks af soja og majs, samt frokost, der typisk består af ris, hirse, bønner og olie. Frivillige kokke får ”betaling” i form af fem portioner, som de her dag kan tage med hjem.

Ved at støtte disse skoler opfordrer FN’s Fødevareprogram familierne til at sende deres børn i skole. Derved forbedrer de deres chancer for fremtiden.

”Vi vil gerne have frokost, men vi foretrækker morgenmad”, siger 8-årige Mariam. ”Vi er ikke længere sultne om morgenen, og nu kan vi koncentrere os i timerne.”

Der er flere piger end drenge i Koureme-skolen, helt specifikt 104 piger og 85 drenge. Det er en meget konservativ region, hvor piger normalt bliver hjemme, så det er en stor forandring.

”Før programmet startede, var forældrene forbeholdne med at sende deres døtre i skole”, siger Idrissa Dembele, der har været lærer på Koureme-skolen de sidste 10 år. ”Nu hvor de ved, at børnene får mad i skolen, som de ikke nødvendigvis får derhjemme, er der en rigtig god grund til at sende deres børn af sted. Resultaterne i skolen er også forbedret, fordi børnene ikke længere er sultne under undervisningen.”

Ordentlig mad

Kabara-landsbyen er meget fattig. De 1250 indbyggere lever af fiskeri og er derfor sårbare overfor fødevarekriser, som den i 2011-2012, der påvirkede hele landet.

Konflikten som fulgte og den ustabile sikkerhedsituation gjorde, at mange skoler lukkede. I Timbuktu er de nu genåbnet.

Det er en lettelse for mange forældre, at de ved, at deres børn får ordentlig mad i skolerne.

De tragiske hændelser, der er sket i Timbuktu-området har efterladt mange familier i økonomiske vanskeligheder”, siger Aysha Traroe, der er formand for Mødrenes Forening.

Mange af forældrene har ikke nok penge til at give deres børn ordentlige måltider. Når de sender deres børn i skole, ved familierne, at de ikke vil være sultne, når de kommer hjem.

En fløjte lyder og fortæller, at frokosten er slut. Før de går tilbage i klassen fortæller Mariam om hendes drøm:

”I ville ønske alle børn i verden havde nok mad at spise”, siger hun. ”Hvis de ikke er sultne, er det nemmere at lære og så kan de hjælpe deres familier med at tjene penge til at købe mad for. Og så vil der ikke længere være sultne børn.”