Kasyoha-Kitomi er et bjergrigt skovområde på knap 400 km2 – dvs. lidt større end Mors. Området er et af de rigeste i Afrika, hvad angår dyr og planter. Det frodige landskab danner også livsgrundlag for omkring 200.000 mennesker, hvoraf størstedelen bruger træ eller trækul til daglig madlavning. Foto: WWF

Nye komfurer redder træer i Uganda

I det bjergrige sydvestlige Uganda er flere landsbyer gået over til at lave mad over lukkede komfurer i stedet for åbne ildsteder. De nye ovne sparer i gennemsnit forbruget af træ med 50-60 procent.

Del artikel

Nye komfurer - en bæredygtig forretning

  • 90 procent af befolkningen i Kasyoha-Kitomi bruger træ eller trækul til madlavning, hvilket lægger et stort pres på skovene. WWF har derfor siden 2007 arbejdet på at udbrede forbedrede komfurer.
  • Organisationen lærer befolkningen at lave komfurerne af mudder og planter. De er så populære, at flere er begyndt at producere og sælge en transporterbar udgave til hushold i andre kommuner.
  • Et komfur kan sælges til fire dollars, og en person kan nå at lave og sælge omkring fem ovne om måneden.

Mudder og planter blandet til en fast muddermasse. Det er ingredienserne i opskriften på 2056 nye komfurer, som indtil videre er bygget rundt omkring i hjemmene i syv kommuner i det vulkanske skovområde Kasyoha-Kitomi i det sydvestlige Uganda. Komfurerne er på en gang lette at lave og reducerer husholdningernes træforbrug med 50-60 procent.

Før lavede kvinderne mad over åbne ildsteder, hvor gryden blev placeret på tre sten. Fordi det foregik i det fri, krævede madlavningen store mængder brænde, som kvinderne skulle bruge en stor del af dagen på at samle. Når træstykkerne i stedet er lukket inde i en ovn, brænder det langt mere effektivt. Samtidig er der plads til flere gryder på komfurerne, kvinderne tilbereder derfor i dag familiens mad på den halve tid.

Kamusiine Charity er en af de kvinder, der ikke savner tiden ved kødgryderne over et åbent ildsted.

”Røgen plejede at give os konstant hovedpine, influenza og hoste. Nu er vi meget sundere,” fortæller hun om de lukkede komfurer, der også er børnesikre.

Selvom det udelukkende er kvindernes opgave at lave mad, er mændene i området også glade for de nye komfurer.

Mugisha Josefh på 40 år forklarer, at maden smager meget bedre, når den er tilberedt over et lukket komfur:

”Mad lavet over åbne ildsteder får alt for meget røg og har derfor ingen smag. Komfurerne er godt for ægteskabet, nu går mændene ikke længere ud for at finde bedre mad uden for hjemmet. Samtidig lugter kvinderne ikke af røg længere,” griner han.

 

 

Relaterede Nyheder