Til kamp mod skattely

På papiret eksporterer Zambia størstedelen af sit kobber til Schweiz, men i praksis udskibes kobberet primært til Kina. Verdens største råvarehandelsselskab Glencore sælger officielt kobber fra Zambia til et søsterselskab i Schweiz for ned til 25 pct. af markedsprisen, hvorefter det sælges videre til Kina til den fulde pris. På den måde får Glencores mine i Zambia ikke noget overskud og betaler derfor praktisk taget ikke skat i Zambia. Overskuddet ender i Glencores hovedkvarter i den schweiziske kanton Zug, hvor selskabsskatten er meget lav, mens Zambia står tilbage uden skatteindtægter.

Hvert år går u-landene glip af omkring 5.000 mia. kr. takket være kapitalflugt. Det svarer til cirka 2½ gang Danmarks bruttonationalprodukt eller cirka syv gange den totale bistand til u-landene. Det er selvfølgelig mest kapitalflugt fra de store økonomier som Kina og Mexico, men Afrika kan også være med.

Afrika mister årligt omtrent 200 mia. kr. som følge af kapitalflugt. »Et svimlende beløb« ifølge Mtuli Ncube, der er cheføkonom i Den Afrikanske Udviklingsbank, som netop har offentliggjort disse tal.

Langt det største problem – cirka 60 pct. af kapitalflugten – er multinationale selskaber som Glencore, der systematisk unddrager sig skat i u-landene ved at flytte deres overskud i skattely. Christian Aid har beregnet, at u-landene går glip af ca. 900 mia. kr. årligt i tabte skatteindtægter.

Det meste af skatteunddragelsen sker ved hjælp af handel inden for globale koncerner, der udgør 60 pct. af den globale handel. Et populært trick til at flytte overskuddet ud af selskaber i u-lande er at sælge varer og tjenesteydelser fra et søsterselskab i et skattely til oppustede priser.

Når vi i Europa køber for 10 kr. bananer fra Latinamerika, så ender de fem kroner i skattely. Bananselskaberne betaler for ”distribution” til Bermuda, ”ledelse” til Jersey, ”brug af brand” til Irland, ”forsikring” til Isle of Man, ”finansielle ydelser” til Luxembourg og ”indkøb” til Cayman Islands. Derved bliver der et minimalt overskud til beskatning i produktionslandet, mens koncernens overskud bliver flyttet i skattely.

I februar 2013 lancerede de rige landes samarbejdsorganisation OECD en rapport med titlen ”Base Erosion and Profit Shifting” (BEPS). Den beskriver det eksisterende system til beskatning af multinationale selskaber som forældet, fordi det i praksis er så nemt for selskaberne at flytte deres overskud i skattely og dermed reducere koncernens samlede skattebetaling.

Opmærksomheden på skatteunddragelsen er blevet skærpet af de seneste års sager om beskyldninger om manglende skattebetaling i Europa og USA fra globale selskaber som Starbucks, Amazon, Novo Nordisk, Microsoft, Apple og mange flere. I den kringlede verden af skattesystemer er det endnu sværere for en skatteadministration i et fattigt afrikansk land at hamle op med de skatterådgivere, som de multinationale selskaber har til rådighed.

Selskabers aggressive skatteunddragelse er på dagsordenen, når G20 mødes i Skt. Petersborg den 5-6. september. Her har de muligheden for at tage de afgørende skridt mod en global regulering for øget gennemsigtighed i selskaber og skattely, som OECD lægger op til.

Et krav om regnskabsaflæggelse land-for-land for multinationale selskaber vil skabe den fornødne gennemsigtighed i koncernernes regnskaber. EU og USA har netop indført krav til olie- og mineselskaber om, at de skal rapportere deres skattebetaling for hvert land, de opererer i. Det er et vigtigt fremskridt for at kunne følge, hvor meget f.eks. Zambia får ud af sin kobberindustri.

Der er behov for yderligere oplysninger, og EU-kommissæren for Det Indre Marked, Michel Barnier, opfodrer derfor til at indføre fuld land-for-land-rapportering for multinationale selskaber. Det vil betyde, at selskaber af en vis størrelse også skal oplyse land-for-land, hvor stort deres overskud er, hvad de betaler i skat, deres værdier, hvor mange ansatte de har og deres indkøb og salg.

De oplysninger vil give skattemyndigheder og borgere mulighed for at vurdere, om der er sammenhæng mellem søsterselskabers overskud og deres bidrag til værditilvæksten i koncernen. Det vil konkret kunne belyse, hvordan de 800.000 selskaber, der er registreret på British Virgin Islands ofte uden nogen ansatte, kan skabe milliardoverskud, der ikke beskattes. EU er netop ved at indføre krav om regnskabsaflæggelse land-for-land for banker, og det vil være naturligt at udvide denne gennemsigtighed til alle brancher.

Dernæst skal der stilles krav til gennemsigtighed i, hvem der ejer alle selskaberne og bankkonti registreret i skattely. Man bliver banalt nysgerrig efter at vide, hvem ejerne er til selskaber som Great Offshore Limited (Cayman Islands) eller Sunshine Holding. Også her er EU godt på vej med regulering rettet mod europæiske skattely og banker, der stiller krav om, at det egentlige ejerskab til selskaber og fonde skal registreres og offentliggøres.

Det skal ikke være muligt at gemme sig bag en advokat eller fondsbestyrer. Det handler ikke kun om at gøre det vanskeligere at unddrage sig skat, men også om at bremse korrupte og kriminelle pengestrømme.

Sidst skal der afsættes midler til at styrke skatteadministrationen i udviklingslandene, så de bedre kan hamle op med skatteadvokaterne. Danida er begyndt at yde støtte til skatteadministration og opkrævning i u-landene. Det er rigtig god bistand. Ifølge den nigerianske finansminister Okonjo-Iweala vil man for hver krone investeret i kapacitetsopbygning på skatteområdet kunne høste 350 kr. i øgede skatteindtægter.

En kombination af international regulering for mere gennemsigtighed i selskaber, skattely og ejerskab kombineret med støtte til u-landenes skatteadministration vil kunne stoppe en stor del af kapitalflugten fra verdens fattigste lande. Det vil give dem bedre mulighed for selv at finansiere deres egen udvikling – med deres egne penge. Vi venter spændt på resultatet af G20-mødet og krydser fingre for en skarp indsats mod skattely og skatteunddragelse.