Fra gældsslave til landsbyleder

Hendes familie var fanget i en gældsfælde. Men da Amrita Surin kom med i en spare/låne-gruppe, fik de chancen for at starte på en frisk.

Del artikel

Andre Kategorier

Regioner: Asien

Temaer: Økonomi

Indiske Amrita Surin har penge nok. Sammen med sin familie driver hun et lille landbrug, hvor hun sælger nødder, grøntsager og ris. Amrita har nu tjent så mange penge, at hun har bygget sig et stort hus og er blevet en af lederne i sin landsby, Christian Bastian, i det nordøstlige Indien.

Men sådan har det ikke altid været. Tidligere var gældshajerne og sulten aldrig langt væk. Faktisk var Amrita og hendes familie så forgældede, at de ikke kunne se nogen udvej.

Som størstedelen af verdens fattige var Amrita nemlig så fattig, at hun ikke kunne få lov at låne penge i banken. I de svære perioder, hvor hun ikke havde råd til mad, måtte hun derfor låne penge af gældshajer, der krævede en ågerrente.

»Tidligere lånte vi penge til at klare dagligdagen. Vi sultede ofte, selv om vi havde lejet et stykke jord, som vi dyrkede. Lånene fra flere pengeudlånere førte til, at vi levede i gældsslaveri. Andre familier har eller havde det på samme måde. I nogle familier drak manden, og han slog ofte konen og børnene. Dagligdagen var næsten uud-holdelig,« fortæller Amrita.

Det ændrede sig, da Amrita med hjælp fra den danske organisation Caritas og den lokale partner Bosco Reach Out fik oprettet en spare/låne-gruppe. Sammen med andre kvinder fra landsbyen begyndte hun at spare de få penge op, som hun kunne undvære. Kvinderne fik samtidig kurser i, hvordan man tjener penge og starter sin egen lille virksomhed.

»De gav os aldrig penge, men den viden, vi fik gennem dem, er meget mere værd end penge,« siger Amrita i dag.

De opsparede penge blev lagt sammen i en pulje, som siden blev sat i banken. Og på den måde fik Amrita og de andre kvinder adgang til at låne penge af hinanden og senere også i banken.

Amritas første lån blev brugt til at betale gælden til gældshajerne ud. Så købte hun en gris, og så en ko. Derefter gik det stærkt. I dag har Amrita et nybygget hus, fire køer og tjener gode penge på at sælge afgrøder.

Relaterede Nyheder