Stærke unge med hiv guider andre
En flok ugandiske unge, der er født med hiv, underviser andre hiv-positive børn og unge i at håndtere deres sygdom
Del artikel
De er stærke unge fra Uganda, der er født med hiv. De kalder sig Young Positives, fordi de støtter hinanden og andre børn og unge i at leve et godt liv med hiv.
Da de var børn, var de ved at dø af aids, men takket være medicin og støtte og opbakning fra Red
Barnet og organisationen Health Alert i byen Gulu i Uganda er de unge hiv-positive nu så stærke, at de kan hjælpe andre børn og unge i samme situation.
»Før var jeg meget sky over for andre mennesker, fordi de var bange for mig. Men efter jeg mødte andre, der lever med hiv, begyndte jeg at åbne op og være venlig over for andre,« fortæller 19-årige Francis, der nu hjælper andre børn med at leve godt med hiv.
De unge hiv-positive har fået uddannelse og er nu en slags ungdomskonsulenter, der tager ud og underviser på skoler. De besøger også andre hiv-positive børn i deres hjem og giver børnene vejledning i, hvordan de skal tage deres medicin.
Desuden fortæller de deres egen historie om, hvordan de har lært at acceptere, at de er smittet. At de i dag lever et rimelig godt og aktivt liv, selv om de har hiv.
De unge forsøger også at nedbryde tabuet om hiv ved at deltage i live-programmer i radioen.
»Vi fortæller om, hvordan det er at leve med hiv og opfordrer folk til at blive hiv-testet. Før talte folk af og til dårligt om mig på grund af uvidenhed om hiv. Men nu sker det ikke så tit mere, for folk er blevet mere oplyste takket være radioen,« fortæller 17-årige Junior.
HIV I VERDEN
I hele verden lever omkring 33 millioner mennesker med hiv (tal fra 2008) – næsten halvdelen af dem er unge mellem 15 og 24 år. To millioner er børn under 15 år.
Hver dag bliver 7.400 mennesker verden over smittet med hiv – 1.200 af dem er børn under 15 år.
Siden 1980’erne, hvor aids-epidemien startede, er næsten 60 millioner blevet smittet med hiv. Cirka 25 millioner mennesker er døde af aids.
Langt de fleste hiv-smittede (67 procent) bor i Afrika syd for Sahara. I denne region er 14 millioner børn blevet forældreløse, og her lever 9 ud af 10 af alle de børn i verden, der er smittet med hiv.
I Uganda er 6,4 procent af befolkningen mellem 15 og 49 år smittede med hiv (tal fra 04/05). Langt værre står det til i Sydafrika, hvor 25 procent af den voksne befolkning er smittet med hiv.
I Danmark lever cirka 5.000 mennesker med hiv. Lægerne regner med, at 1.000 af dem ikke er klar over det.