Havets blide kæmper

I Indonesien skyder øerne ved Papua op som små grønne tropetoppe i det klare vand. Og nede i dybet, mellem koraller i tusind farver og faconer svømmer verdens største og måske mest spektakulære fisk: hvalhajen. Hvalhajerne i Cenderawasih Nationalpark er ved at blive et tilløbsstykke for turister, der vil opleve de blide kæmper helt tæt på.

Og det med god grund. Hvalhajens gab er 1,5 meter bredt og dermed langt større end den hvide hajs. Men der er ikke tale om Dødens Gab – tværtimod er hvalhajen havets blide kæmpe. Når hvalhajen svømmer gennem vandet med fem kilometer i timen, åbner den munden som en støvsuger, der filtrerer 6.000 liter vand i timen. Det er dog kun værdifulde fund som plankton, små fisk, blæksprutter og fiskeæg, der ryger indenbords i det store svælg.

”Det er en kæmpe oplevelse når man under vandet igennem en simpel snorkelmaske ser en haj på 10 meter passere forbi i slowmotion,” siger Mette Blæsbjerg, der er hav og fiskerimedarbejder i WWF Verdensnaturfonden og netop har besøgt projektet på Papua.

Hvalhajer kan afdække enorme afstande i deres søgen efter føde, men på trods af deres massive størrelse lurer mange farer. Det gælder især fiskeri, hvor de store kæmper enten havner som utilsigtet bifangst i fiskenet eller bliver jagtet målrettet på grund af deres værdifulde finner. Også påsejling af både på grund turisme udgør en stigende trussel. I dag anses hvalhajen som ”sårbar over for udryddelse” af naturbeskyttelsesorganisationen IUCN.

Hajens pletter er ”fingeraftryk”

Manglende viden om hvalhajens liv og færden er også et stort problem, hvis man skal kunne beskytte den fascinerende skabning bedre. WWF satte derfor i 2011 en række undersøgelser i gang, der skal skaffe videnskabelig dokumentation, så hvalhajerne kan blive bedre beskyttet. Det mest karakteristiske ved hajen udover dens størrelse er, at den er plettet som en leopard. Udover at være et smukt syn kan pletterne være med til at fortælle hajernes historie. Ligesom fingeraftryk er der nemlig ikke to hajer, der har ens pletter.

Derfor tager fridykkere fra WWF billeder af de pletter, der sidder over hver enkelt hajs brystfiner, og bruger derefter et computerprogram til at analysere hajernes unikke pletter. Siden projektets start er der blevet indsamlet mere end 1.000 billeder.

”WWF arbejder på at etablere en lokal database, for at finde ud af, hvor mange forskellige hvalhajer, der bruger området. I databasen registreres hvalhajernes forskellige mønstre sammen med oplysninger om køn og størrelse eller særlige kendetegn for at kunne skelne de forskellige individer,” fortæller Mette Blæsbjerg.

Satellitmærkning er en anden brugt teknik, hvor man påhæfter satellitsendere med GPS på hvalhajerne. Senderen er designet til at falde af og komme op til overfladen efter nogle måneders dataindsamling. Dermed kan man studere hvalhajernes bevægelser og vandringsmønstre. Siden WWF startede projektet er 14 hajer blevet mærket med satellit-tags. Fra satellitmærkningen ser hajerne ud til at være i konstant bevægelse, men på forskellige dybder.

Vejen mod bæredygtig turisme

Langs Papuas kyster skyder små ressorts op, der er målrettet især dykkere og snorklere, og flere og flere dykkerbåde finder vej til Cenderawasih Nationalpark. Turisterne er opsatte på at få et glimt af hvalhajerne fra dykkerbåde og med snorkler og svømmefødder i vandet, men nogle bliver ivrige og griber fat i finnerne, andre fotograferer hajerne med blitz. Ofte kolliderer hvalhajerne også med bådene, når de søger op mod havoverfladen efter føde. WWF arbejder derfor tæt sammen med lokale partnere for at fremme økoturisme.

”Økoturisme handler om at vende de negative effekter af turismen til noget positivt, så de penge, der lægges af de valfartende turister går til aktiviteter, der beskytter hvalhajen og naturen og er med til at udvikle lokalområdet,” forklarer Mette Blæsbjerg og fortsætter:

”Men det er nødvendigt at vi først får en helt grundlæggende viden om hajerne og deres færden, samt hvilke trusler og udfordringer, der er, og hvordan vi bedst imødekommer dem.”

Koraltrekanten er verdens mest artsrige havområde, og udover hvalhajerne er området også hjem for blandt andet djævlerokker, havskildpadder og tun. Hvalhajen er en vigtig brik i økosystemet, og bedre beskyttelse af hajen kan også danne ramme om en bæredygtig udvikling af den øvrige biologiske mangfoldighed i nationalparken. WWF og hvalhajsforskeren Brent Stewart har derfor udarbejdet nogle retningslinjer for turister og lokales interaktion med hvalhajerne, så hvalhajerne ikke bliver generet af for meget støj, undervands-paparazzi og bådtrafik.

”I januar lykkedes det at få nationalparken til at gøre retningslinjerne til lov, og det er en kæmpe sejr for WWF og for hvalhajerne,” siger Mette Blæsbjerg.

De lokale kan gøre stor forskel

Hidtil har lokalsamfundets rolle i turismen været begrænset. Men de lokale bør være et bærende element i økoturismen, mener Mette Blæsbjerg, for inddrages de lokale, bliver deres incitament til at passe bedre på havnaturen også større.

”De lokale er dem, der kender området bedst. Og hvis de bliver inddraget i turismen, kan det være med til at ændre deres opfattelse af områdets unikke natur som en mulig kilde til indtægt, og dermed være et reelt alternativ til skadelige aktiviteter ved kysten som for eksempel destruktive fiskerimetoder eller forurening,” forklarer Mette Blæsbjerg.

Med støtte fra Danida og Børnenes Ulandskalender arbejder WWF allerede med at engagere lokalsamfundene i at beskytte naturen. Med undervisningsskibet Gurano Bintang har WWF siden 2010 sejlet rundt til en række af Cenderawasihs små landsbyer og undervist de lokale børn i plante- og dyrearter og økosystemer, og hvordan de bedst udnytter og passer på naturen.

”For at udviklingen på Papua kan være bæredygtig, er det vigtigt, at de kommende generationer uddannes og engageres, så de lærer at forstå sammenhængen mellem et sundt miljø, udvikling og deres egen fremtid,” siger Mette Blæsbjerg.