Sådan afskaffer verden fattigdom

Den er allerede halveret. Fire mønsterlande viser vej, og Brasilien har været et skoleeksempel på, hvordan en høj økonomisk vækst kan gå hånd i hånd med en fordelingspolitik, der løfter de fattigste.

Tre måltider mad om dagen. Sådan skabes et land i vækst, sagde Luiz Inácio Lula da Silva i sin tiltrædelsestale den 1. januar 2003, da han blev præsident for Brasilien.

Otte år senere, da han overlod posten til Dilma Roussef, var der stadig fattigdom i Brasilien. Men andelen af mennesker, der sulter, var reduceret med en tredjedel, og antallet af ekstremt fattige var faldet med 28 mio.

Middelklassen udgør i dag 52 pct. af landets 190 mio. indbyggere ifølge den brasilianske regerings tal. Middelklasse i Brasilien betyder, at man tjener mellem 700 og 2.400 kr. om måneden.

Et mørketal på omtrent 2,5 mio. brasilianere lever dog stadig under den ekstreme fattigdomsgrænse på 1,25 dollar om dagen. Brasilien er i dag verdens sjettestørste økonomi med et BNP på 2,5 bio. dollars. Samtidig er uligheden mellem rig og fattig, mand og kvinde, minoriteter og brasilianere og byboere og landsbyboere mindre end nogensinde. Landets udvikling de seneste 10 år er et bevis på, at økonomisk vækst kan føre til udvikling for alle i stedet for at ske på bekostning af de få. Det er et fantastisk fremskridt, der også spirer i lande som Bangladesh, Indonesien og Malawi, og som verdens ledere bør skæve til, når de den 25. september ved FN’s generalforsamling skal drøfte, hvordan fattigdom skal afskaffes inden 2030.

Brasilien, Bangladesh, Indonesien og Malawi har til fælles, at de på trods af forskellige udviklingstrin har skabt økonomisk vækst, samtidig med at de har reduceret fattigdom, forbedret folkesundheden og uddannelsesniveauet og skabt større lighed. I Brasilien er bruttoindkomsten per indbygger (BNI) således steget 39 pct., i Bangladesh 175 pct. og i Indonesien hele 225 pct. siden 1980.

Samtidig lever folk længere. I Brasilien er levealderen steget med 11,3 år, i Indonesien med 12 år og i Bangladesh 14 år. Det vidner om bedre kvalitet i både forebyggelse og bekæmpelse af sygdomme og en styrket sundhedssektor. Endelig bliver befolkningerne mere og bedre uddannet. I Bangladesh går børnene 3,7 år længere i skole, og i Brasilien er tallet 4,6 år, hvilket er det samme som Indonesien.

Indonesien var tidligere et af verdens fattigste lande, men er efter et økonomisk opsving nu verdens 16. største økonomi. I 2030 vil den vokse sig større end både Tysklands og Storbritanniens økonomier og dermed opnå en syvendeplads.

30 mio. indonesere eller 12 pct. af befolkningen lever i dag stadig under den ekstreme fattigdomsgrænse på 1,25 dollar, men både andelen af fattige og arbejdsløsheden er hastigt faldende. Middelklassen, der i dag tæller 45 mio. mennesker, vil i 2030 være dobbelt så stor.

Væksten i Brasilien og Indonesien adskiller sig fra tigerøkonomierne i Asien ved, at de ikke bygger på produktion og eksport, men på masseforbrug. Investeringer i sundhed, uddannelse og job for de fattigste, der løftes op i middelklassen og bliver en ressource med kæmpe potentiale.

Det virkelige mirakel er, at selv de fattigste lande har mulighed for at opleve økonomisk vækst og samtidig styrke samfundets allersvageste. I Malawi, hvor den gennemsnitlige levealder i 1980 var 44,5 år, lever man i dag 10 år længere, børn går 5,6 år længere i skole, og indtægten pr. indbygger er steget med 23 pct.

Brasiliens udvikling er et skoleeksempel på, at der kan vokse retfærdige og rige samfund ud af et skrøbeligt fundament. I 2003 levede en tredjedel under fattigdomsgrænsen på 2 dollars om dagen. Økonomien var ustabil, og der var reel risiko for statsbankerot. Men nye vinde fra Asien i form af investeringer blæste i begyndelsen af 2000 ind over Brasilien, og da Lula blev præsident, valgte han at kickstarte økonomien med et ambitiøst udviklingsprogram, Bolsa Familia.

Opskriften var simpel.

Et pengeoverførselsprogram sikrede, at de allerfattigste familier fik små beløb til mad og husholdning, hvis de til gengæld vaccinerede deres børn og sendte dem i skole. På kort sigt fik familierne mad på bordet, og på lang sigt forbedredes deres sundhed og uddannelsesniveau. I Lulas første præsidentperiode faldt andelen af fattige med 27,7 pct.

Mindstelønnen blev sat op og steg systematisk i takt med landets økonomiske vækst. Den steg således mellem 2003 og 2010 med 60 pct., og folkepensionen fulgte med.

Der blev skabt masser af job, produktionen og efterspørgslen steg, også internationalt, og økonomien blev stabiliseret. En udvikling båret af en mere retfærdig fordeling. De svageste oplevede den største udvikling først og mest markant, de næstfattigste oplevede de næststørste fremskridt osv. Samtidig faldt uligheden. Ikke kun mellem rig og fattig, men på alle parametre i samfundet.

Brasilien vil ifølge IMF i 2018 være verdens femtestørste økonomi med et BNP på 3,4 bio. dollars, og den boomende middelklasse stiller højere krav. Både til levestandard og til politisk indflydelse, hvilket kom til udtryk tidligere på året, da busbilletterne steg i Rio og fik flere hundredetusinde brasilianere til at gå på gaden. Brasiliens demokratiseringsproces har bidt sig fast, som det sker i de fleste lande, hvor middelklassen er veletableret.

Og vokseværket er globalt. Ifølge en analyse fra McKinsey Institute udgør middelklassen i dag 2 mia. mennesker, og i 2025 vil endnu 1 mia. være kommet til, hvoraf 600 mio. lever i udviklingslande.

7 af verdens 10 hurtigst voksende økonomier findes i Afrika, og det før så håbløse kontinent er i dag et lokomotiv, som OECD-landene ikke har råd til at lade køre forbi.

Investeringer, både offentlige og private, i infrastruktur, uddannelse og sundhed er smart economics. En strategi, hvor alle er med, og ingen efterlades på bunden, så alle kan bidrage til et samfund i vækst. Sådan kan vi afskaffe fattigdom.