Quinoa – Vejen til succes for indianske bønder

Det blæser og solen gemmer sig bag et par skyer, hvilket får kulden til at vise sin styrke. Årets quinoaproduktion nærmer sig sin afslutning for bønderne, som bor på det golde altiplano. Julian Canaviri er 40 år gammel og har netop hentet sin quinoa ind fra marken. Salget af quinoaen skal indbringe størstedelen af årets indkomst.

Julian er en glad mand med et dejligt smil. Han er høj i boliviansk målestok og har, som de fleste andre, en solhat, som beskytter ham mod den skarpe højlandssol. Hans kone, Mathilde, er i gang med at lave bål, så de kan få kogt lidt quinoa til frokosten. Imens fortæller Julian om parrets quinoaproduktion. ”Da jeg var barn, dyrkede vi kun quinoa, til vores eget behov. Siden hen, er vores produktion vokset til også at kunne bruges til videresalg. For nogle år siden pålagde de lokale ledere alle landmændene i området at producere quinoa, ud fra de oprindelige økologiske dyrkningsmetoder. Det synes jeg, er enormt positivt for vores jord og for vores fremtid”.

Siden han var barn, har Julian hjulpet til i marken. Senere fik han en uddannelse som ingeniør, men i dag har han og Mathilde overtaget forældrenes quinoaproduktion. I et lerhus i udkanten af det lille bondesamfund Buena Vista har parret deres hjem.

Der er omkring 30 familier i landsbyen, men sådan har det ikke altid været, fortæller Julian. ”Byen var helt død. Ingen familier gad leve af quinoaen. Men så steg prisen. Det fik familierne til at flytte tilbage til deres marker og gå i gang med produktionen”. Der blev pludselig produceret så meget quinoa, at jorden ikke kunne holde til presset. Desuden begyndte mange landmænd at bruge kemikalier i jorden, så de kunne producere endnu mere.

Jorden blev dårlig og produktionen faldt. Landsbyssamfundenes ledere gik sammen og aftalte regler for, hvordan jorden skulle dyrkes.

Tilbage på sporet

I landsbyens mødelokale er alle de lokale indianske ledere samlet. Klædt i de oprindelige dragter, bestående af farverige ponchoer, hatte og den obligatoriske coca-pose, fortæller de om vigtigheden af quinoaproduktionen i området. ”Den er først og fremmest vigtig på grund af quinoaens gode næringsindhold. Men vi er også økonomisk afhængige af quinoaen. Derfor er det vigtigt, at vi bruger de korrekte dyrkningsmetoder, så vi kan dyrke quinoa mange år ud i fremtiden. Det er baggrunden for, at vi har pålagt landmændene at dyrke quinoa ud fra de traditionelle økologiske dyrkningsmetoder, som også vores forfædre brugte”.

Det er dog ikke nok bare at følge de oprindelige dyrkningsmetoder. Da produktionen steg, fjernede man lamaerne i området, så der var mere plads til quinoaproduktionen. Det betød, at den naturlige gødning også forsvandt. Uden den mister jorden sin bæredygtighed og quinoaen har svært ved at gro. Det er, ifølge Julian, dog ikke det eneste problem quinoaproduktionen står over for. ”Vi kan mærke ændringer i klimaet. Her er mere tørke og quinoaen har svært ved at gro. I år har der stort set ikke været regn, og vores produktion er næsten halveret”.

For at forbedre quinoaproduktionen, tager IBIS og samarbejdspartneren gennem mange år, den indianske organisation JAKISA, i år hul på et nyt initiativ med fokus på quinoaproduktionen. Teodoro Choque Chila fra JAKISA, er ikke i tvivl: ”De lokale ledere er allerede nået langt med at få quinoaproduktionen tilbage på sporet. Vi kan hjælpe med at tilføre lamaer til området, så jorden kan gøres bæredygtig igen. Desuden vil vi lave mikrovandløb så både quinoa, og de planter lamaerne lever af, kan vokse”.

Tilbage i Buena Vista, er quinoaen ved at være klar til at blive spist. Julian og Mathilde spiser quinoa hver dag og specielt quinoasuppe er blandt favoritretterne. De glæder sig til, at der bliver bedre forhold til at producere quinoa. ”Min store drøm er at få lamaer, så vi kan forbedre jorden. Så vil vi kunne fortsætte produktionen af quinoa mange år endnu,” slutter Julian.