Fordomme om bistand begynder i børnehøjde

Der er kun to ting, der kan udrydde danskernes fordomme om udviklingslande. Viden – og nuancer omkring den viden.

I dag tror 51 procent af danskerne, at udviklingsbistanden havner i de forkerte lommer, selvom det ifølge Rigsrevisionen og Danida i virkeligheden kun drejer sig om ca. 0,1 promille, der i 2012 forsvandt på grund af korruption.

Yderligere 27 procent af danskerne tror på, at det vil lykkes at halvere andelen af ekstremt fattige inden 2015, hvilket faktisk allerede lykkedes i 2012.

Hvis en marketingafdeling i en privat virksomhed fremlagde den slags resultater, var den utvivlsomt dumpet. Der er tale om dårlig branding. Alt for lidt fokus på kerneværdier, storytelling og konkrete resultater og for mange katastrofe- og korruptionshistorier, der får lov til at dominere billedet af udviklingslande og dansk udviklingsbistand.

Hvordan er den danske fortælling om udviklingslande og -bistand blevet så fattig? Hvor er alle succeserne?

Ingen garanti for global undervisning

Det er populært at beskylde ngo’erne for at skævvride billedet af udviklingslande med kampagner, der udstiller Afrika som et kontinent af grædende børn med fluer i øjnene og begrænset udsigt til en tålelig fremtid. Og dén diskurs har naturligvis også påvirket synet på Afrika. Men det er ikke ngo’erne eller Danida for den sags skyld, der alene skal bære ansvaret for danskernes fordomme om udviklingslande.

Fordomme begynder i børnehøjde. Børn er nysgerrige og autoritetstro, og de optager den viden, der omgiver dem. Desværre er der med den nuværende SR-regering ingen garanti for, at et dansk skolebarn i løbet af ti år bliver undervist i globalisering og international udvikling.

Dén dimension er nemlig skrevet ud af Folkeskolens nye Fælles Mål på trods af, at det under den tidligere VK-regering i 2009 blev skærpet, at den internationale dimension skulle integreres på tværs af alle folkeskolens fag. Det er svært at bebrejde lærerne, fordi paragraffen i bekendtgørelsen for læreruddannelsen, der skulle sikre, at “der i alle fag i relevant omfang arbejdes med internationale emner”, ligeledes er røget i papirkurven.

Ingen fremskridt, ingen penge

Hvordan former det vores børns viden om udviklingslande? Og fortæller det i øvrigt vores børn, at det danske samfund ikke ønsker at prioritere viden om udviklingslande?

I tv og aviser, radio og elektroniske medier kører den samme katastrofediskurs om hungersnød og katastrofer i CAR/Syd Sudan/Syrien/fortsæt selv listen. De historier er aktuelle og væsentlige, men hvis man udelukkende følger nyhederne, kan man let få det indtryk, at verden bliver værre dag for dag. Det gør den ikke, den er bedre, end den nogensinde har været.

Langsomme nyheder er ikke breaking, og udvikling tager tid. Derfor er der aldrig pressekonferencer for alle de børn, der ikke døde af malaria, eller de kvinder i Bangladesh, hvis levetid er forlænget med næsten 20 år siden 1975.

Hvis folk er af den opfattelse, at de største fremskridt ligger bag os, er der ingen motivation for at se fremad. Så giver det ikke mening at give penge til de fattige, for de bliver alligevel bare ved med at være fattige. Apati og ligegyldighed indtræffer: Det bliver jo aldrig nogensinde bedre! Tror man.

Det er et kæmpe paradoks, når det faktisk er første gang i verdenshistorien, at andelen af fattige er faldende i alle verdens dele på én gang. Børne- og mødredødeligheden er faldende, og langt færre mennesker dør af malaria og aids end for 10 eller 20 år siden.

International udvikling på skoleskemaet

Så hvordan sikrer vi opbakning til udviklingsbistanden? Ved at holde politikere ansvarlige for, at udviklingslande er vigtige nok til at komme på skoleskemaet – på både læreruddannelser og i folkeskolen. Og ved at introducere redaktørerne i danske medier for konstruktive vinkler på verden. Her har vi ngo’er også en forpligtelse.

Verdens Bedste Nyheder er en kampagne, der i de sidste fire år har fortalt danskerne om de fremskridt, der sker hver eneste dag. Nemlig resultaterne fra FN’s 2015 Mål.

I S-tog og i Arriva-tog kan de i snit 800.000 passagerer hvert 20. minut møde en nyhed om et globalt fremskridt, flere end 400.000 danskere møder Verdens Bedste Nyheder-avisen hvert år i september, og flere end 90 virksomheder og 90 ngo’er spreder de gode nyheder i deres interne og eksterne netværk. De gode nyheder spreder sig. Men det er langt fra nok.

På skoleskemaet med fremskridt i verden. Hvis danskerne kan se, at det nytter, skal de nok bakke op om udviklingsbistanden!