USAID Asia / CC BY

Nye fremskridt i kampen mod tuberkulose

27 landes samarbejde om at bekæmpe tuberkulose i de fjerneste egne af kloden har stor succes.

Del artikel

Læs mere

International Tuberkulosedag 2014

10 facts om tuberkulose

Andre Kategorier

Regioner: Globalt

Temaer: Sundhed

Tuberkulose har længe været blandt de mest dræbende infektionssygdomme på kloden. Derfor er bekæmpelse af sygdommen en høj prioritet for FN og sundhedsfaglige organisationer verden over. Det har ført til stor fremgang på området. En målrettet indsats for at bekæmpe tuberkulose har siden 1995 reddet 22 millioner menneskeliv på verdensplan. Dermed er FNs mål om at bremse spredningen af tuberkulose og vende udviklingen på rette vej. De store fremskridt skyldes en aktiv indsats for at diagnosticere tuberkulose så tidligt som muligt og efterfølgende gennemføre den rette behandling.

“Tidligere og hurtigere diagnose af alle former for tuberkulose er vital. Det forbedrer chancerne for at mennesker modtager den rette behandling og kureres, og det bidrager til at standse spredningen af de former for tuberkulose, der er resistente overfor medicin,” siger Dr. Margaret Chan, generaldirektør i WHO.

Kampen mod tuberkulose er dog langt fra slut. Hvert år rammes 9 millioner mennesker af tuberkulose, og 3 millioner heraf når aldrig i kontakt med sundhedspersonale. Den problematik er i fokus hos WHO, som den 24. marts markerede International Tuberkulosedag under sloganet ”Reach the 3 million”.

Lovende resultater

En særlig bekymring består i at nå ud til den gruppe på knap en halv million mennesker, der hvert år rammes af multiresistent tuberkulose og derved bliver immune overfor de mest almindelige behandlingsformer. I nogle udviklingslande med begrænset kapacitet er det vanskeligt at diagnosticere den multiresistente tuberkulose, som i mellemtiden risikerer at sprede sig.

Den problematik er 27 lande gået sammen om at løse i projektet EXPAND-TB (Expanding Access to New Diagnostics for TB).

“Historien om multiresistent tuberkulose er ved at blive skrevet om takket være et frugtbart mix af samarbejdspartnere, herunder dem der arbejder med forbedret adgang til diagnosticering. Forøget kapacitet og lavere priser betyder, at flere patienter kan behandles, og den globale sundhedsfare kan nedbringes,” siger Philippe Meunier, den franske regerings ambassadør for bekæmpelse af HIV/AIDS og smitsomme sygdomme.

Projektet har hidtil vist lovende resultater. På globalt plan er 30 procent af de observerede tilfælde af multiresistent tuberkulose fundet gennem EXPAND-TB-projektet. Den mest fremtrædende succes skal findes i Indien. Her er 90 procent af landets registrerede tilfælde af multiresistent tuberkulose opdaget gennem projektet.

 

Relaterede Nyheder