IITA Image Library
5 billioner sms-beskeder skaber fremskridt
De redder liv og skaber vækst, de kan forebygge korruption og samle en revolution mod regimer. Mobiltelefoner blev født som et arbejdsredskab for de få, men er i dag et vigtigt våben i kampen mod fattigdom.
Del artikel
* Consultative Group to Assist the Poor: www.cgap.org
** http://wbi.worldbank.org/wbi/news/2012/02/17/mobile-enhanced-participatory-budgeting-drc
Andre Kategorier
I dag findes der 6 milliarder mobilabonnementer i verden. 5 milliarder af dem tilhører folk i udviklingslande. Bag de svimlende tal gemmer sig en fantastisk fortælling om mennesker, hvis vilkår i verden vendte den dag, de fik en mobiltelefon.
Det handler om sms-beskeder, der i lande som Indonesien, Indien, Kina og Kenya – næsten – slår samtale som den mest populære kommunikationsform. En sms er billigere end et opkald og ikke afhængig af, at der er én, der svarer i den anden ende. Det gør sms-services til et lukrativt marked i hastig udvikling – til gavn for verdens fattige. I 2010 blev der ifølge Verdensbanken sendt 5 trillioner sms’er i verden til en værdi af i alt 106 milliarder dollars.
Fattigdom er langt mere end mangel på penge. Fattige har sjældent adgang til de formelle fora, hvor de får mulighed for at forbedre deres liv. Tag eksempelvis banker. I mange udviklingslande har flere end halvdelen af husholdningerne ikke en bankkonto. Det betyder, at pengene cirkulerer i uformelle transaktioner blandt familie, venner eller private låntagere, hvilket gør det tæt på umuligt at optage lån, lave en opsparing eller tilbagebetale gæld. Endelig skaber den type finansielle begrænsninger større ulighed i samfundet, hvilket, ifølge økonomen Joseph Stiglitz, sænker hastigheden for økonomisk vækst.
Faktisk findes der 1 milliard mennesker, der ikke har en bankkonto – men de har en mobiltelefon*. Den filialløse bank er relativt ny herhjemme, men intet særsyn i Kenya. Med M-PESA blev i 2007 muligt at overføre, hæve eller indsætte penge på en bankkonto og betale regninger via mobiltelefonen. Billigere, hurtigere og ofte sikrere end via fysiske banker eller rede kontanter under hovedpuden. Frem for alt tager M-PESA cirka det halve i gebyrer, hvilket betyder overlevelse for en fattig mand, der arbejder hundredevis af kilometer væk og hver måned sender penge hjem til sin familie. M-PESA har i dag 20 millioner kunder fordelt på seks lande og med transaktioner for mere end 500 millioner dollars om måneden, dækker Afrika halvdelen af det globale marked. Det er gode nyheder for de millioner af fattige af mennesker, der nu er en del af den finansielle sektor og dermed har forbedret deres chance for at komme ud af fattigdom.
Sms-services skaber også små revolutioner for landbrug. Faktisk kan landmænd kan øge deres fortjeneste med op til 36 % på grund af mobiltelefoner. Et forsøg i Niger viste, at sms-services reducerede prisforskelle på korn på op til 12 %, fordi den enkelte landmands viden om kornets markedsværdi ikke længere var afhængig af distributørens lune eller besværlig rejseaktivitet. De seneste kornpriser og vejrudsigter, sygdomme eller epidemier undervejs, tilbud fra leverandører og distributører sendes ud til landmænd via SMS – nogle steder op til flere gange om dagen. Det sparer tid, besværlig rejseaktivitet – og øger produktiviteten.
Ligesom fattigdom ofte medfører social og økonomisk eksklusion, så er en del af regningen også, at samfundets fattigste dør tidligere end alle andre, ofte af sygdomme, der kunne have været undgået eller behandlet. Distribution af viden, kompetencer og informationer, der kan redde liv, er blot et klik væk – også i områder, hvor det aldrig har været en mulighed at løfte røret og ringe til lægen.
Der er lige nu flere end 500 igangværende globale mobile for health-projekter (mHealth), flest i Afrika. Potentialet er stort. WHO vurderer, at sms-services kan reducere mødredødelighed og børnedødelighed med 30 %, og i Zambia kan en sms-besked reducere responstiden fra laboratorium til en fødselslæge med 50 %. Tid, der kan betyde forskellen på liv og død for en baby født med hiv.
Selv i de fattigste egne af verden, hvor der er knaphed på mad, jobs og muligheder, findes der en mobiltelefon. Et lille stykke teknologi, der kan sikre redskaber, muligheder og rettigheder for samfundets mest udsatte mennesker.
50 millioner børn lever i dag uden en juridisk identitet, fordi de ikke har en fødselsattest. For en nybagt mor i et udviklingsland er det ofte dyrt, svært tilgængeligt eller ubegribeligt, hvor vigtig en fødselsattest er for hendes barn. I dag kan en sms sikre alle børn en fødselsattest og dermed et pas, lægehjælp, skolegang og beskyttelse mod trafficking og børnearbejde.
Korruption kan afsløres eller forhindres. Oprør mod regimer starter og spredes – med et billede og en sms, og senere via Twitter og Facebook. Youtube dokumenterer krænkelserne for resten af verden.
Dét tvinger regeringer til at involvere borgerne i lovgivning. I DR Congo bliver offentlige budgetter bragt til afstemning, så borgerne kan give deres mening til kende via deres mobiltelefon**.
Udviklingsøkonomen Jeffrey Sachs kaldte i 2008 mobiltelefonen for: ’opfindelsen, der får størst indflydelse på menneskeheden’, fordi den betyder vor tids ’ende på isolation’. En mobiltelefon kan sikre rettigheder, empowerment og vækst og dermed være et af de stærkeste våben mod fattigdom.