USAID

Afrikanske landsbyer går online

En stor del af afrikanerne lever i områder, hvor der er en dagsmarch til den nærmeste asfalterede vej. Men det skal ikke forhindre dem i at være på internettet. Og det kan de takke danske BlueTown for.

Del artikel

Andre Kategorier

Virksomheden har designet et system til øde områder, som sikrer, at brugerne kan gå på nettet for en brøkdel af prisen på traditionel teknologi.

“Internettet har gjort en verden til forskel for alle os, der hver dag sidder med en PC eller en smartphone. Nu er turen kommet til udviklingslandene. Tænk bare på hvad det ville betyde, hvis den lokale befolkning i Vestafrika lige nu kunne finde information på nettet om ebola, og hvordan smitten forebygges,” siger Brian Bisgaard, CEO for BlueTown.

På nettet med mobilen

I tyndt befolkede områder er traditionelle mobile 3G og data-netværk alt for dyre at etablere. Derfor har BlueTown fundet nye veje og har udviklet en samlet løsning, der kan bringe kommunikation og internet til de mest utilgængelige områder i verden.

Systemet er meget billigere end traditionelle løsninger og kan installeres meget hurtigt. På den baggrund kan der etableres moderne teknologi i landsbyerne i et prisleje, der giver helt nye muligheder for befolkningen.

Lokalt wifi spot

I landsbyen Kerege i Tanzania har BlueTown haft succes med et pilotprojekt, der sikrer områdets beboere mulighed for at komme på nettet med deres mobiltelefoner.

Byens lave huse ligger spredt blandt støvede veje og palmetræer, og der er umiddelbart ikke noget, der minder om moderne it-teknologi. Bortset fra en syv meter høj antenne, der knejser mod den brændende sol på en dybblå himmel.

Her har BlueTown etableret et lokalt wifi hot spot, der drives af solenergi og genopladelige batterier. Det gør systemet uafhængigt af elforsyning, og det holder udgifterne nede.

“De lokale hot spots har en rækkevidde på 1-2 km og er forbundet til det globale internet i samarbejde med lokale teleselskaber. Der er ingen tvivl om, at adgang til internettet er en afgørende faktor for at skabe vækst og højere levestandard her i Tanzania. Hvis alle kunne gå nettet ville både uddannelser, sundhed, landbruget og forretningslivet blive forbedret markant,” siger CEO Brian Bisgaard, BlueTown.

Stort potentiale

Den danske virksomhed deler investeringen med lokale samarbejdspartnere og har store ambitioner om at udbrede konceptet overalt i Afrika. Mere end halvanden milliard mennesker i verden har ikke adgang til nettet, hvoraf der i Afrika er mindst 300 millioner uden den adgang.

BlueTown er i Tanzania udviklet i samarbejde med DI Business Development og er støttet af Danida.

Relaterede Nyheder