Rwanda rykker

Man kan næppe skrive noget meningsfuldt om Rwanda uden først at nævne det folkedrab, der kostede omkring 800.000 mennesker livet i 1994, og som stadig kaster lange skygger. Men der er gået over tyve år siden dengang, og Rwanda har nu også en anden og langt mere positiv historie at fortælle.

Længere og bedre liv

Det lille centralafrikanske land er nemlig det land i verden, der har gjort størst fremskridt de seneste to årtier, når man ser samlet på befolkningens levealder, indkomst og uddannelse.

Det viser FN’s såkaldte Human Development Index. Indekset er et pointsystem, der med et enkelt tal mellem 0 og 1 viser, hvor langt hvert enkelt land er nået op ad udviklingsstigen.

I 1990 var Rwanda et af de absolut mindst udviklede lande i verden, med en score på 0,23. Men i dag har landet arbejdet sig op til 0,506 point, hvilket er omkring gennemsnitsniveauet for Afrika syd for Sahara. Det placerer Rwanda i hælene på lande som Kenya, og hvis udviklingen fortsætter med samme hast, er der ikke lang vej til at virkeliggøre præsidentens plan om at komme med i gruppen af mellemudviklede lande inden 2020.

Der er dog stadig et stykke op til niveauet for de latinamerikanske lande, hvor en del ligger over 0,7 point, og endnu længere til Vesteuropa, hvor alle lande er kommet over 0,8. I stedet skal Rwandas succes ses i forhold til landets elendige udgangspunkt, og i forhold til den hastighed, udviklingen sker med. De seneste tal viser, at Rwanda er et af de to lande i verden, der udvikler sig hurtigst. I de sidste tyve år har det lille land udviklet sig langt hurtigere end nabolandene, og også dobbelt så hurtigt som gennemsnittet for regioner som Sydasien, inklusive Kina.

En vigtig del af forklaringen er, at Rwanda er det land i verden, hvor levealderen er steget mest. I 1990 kunne en rwander regne med at leve 33 år i gennemsnit, og det var endda før folkemordet. Men i dag er den forventede levealder næsten fordoblet til 63 år. Samtidig buldrer udviklingen frem på mange andre områder.

Økonomien er firedoblet siden 2000, og fattigdommen er på vej ned. Ved årtusindskiftet måtte knap 80 procent af befolkningen klare sig for under 1,25 dollars om dagen. I 2011 var det 63 procent, og faldet i fattigdom sker især blandt de allerfattigste. Dermed falder uligheden, som dog stadig er høj.

Korruptionen er også faldet, og landet anses nu for mindre korrupt end lande som Italien, Grækenland og Tyrkiet, ifølge Transparency International. FN’s Verdensbank har investeret massivt i Rwandas landbrug, og bedre brug af jorden har ført til et boom i landbrugsproduktionen. I 2010 blev landet selvforsynende med fødevarer, og er begyndt at eksportere overskuddet til andre lande.

Børnedødeligheden er faldet med to tredjedele, i takt med, at langt flere gravide får hjælp af jordemødre. Samtidig er adgangen til ordentlig sanitet mere end fordoblet, hvilket har enorm betydning for at bekæmpe en række livsfarlige sygdomme. Uddannelse har også fået et stort boost: Regeringen har vedtaget 12 års gratis skolegang til alle børn i Rwanda, og Unicef roser landet for at have opnået, at 97 procent af alle børn nu starter i skole, hvilket er rekord blandt landene i Afrika.

Rwanda vil stå på egne ben

Alle disse fremskridt har gjort Rwanda til Afrikas udviklingsstjerne, der ofte fremhæves som et mønstereksempel på, hvordan et meget lavtudviklet land kan skifte kurs og begynde at bryde ud af fattigdommen. Det er sket på baggrund af dramatiske politiske forandringer efter borgerkrigen.

Præsidenten Paul Kagame var leder af den guerilla-hær, der indtog landet og stoppede folkemordet i 1994. Han har siden siddet solidt på magten, og har fået gang i økonomisk udvikling og internationale investeringer, med det erklærede mål at gøre Rwanda uafhængigt af hjælp udefra.

Det ser ud til, at strategien virker, men der er også kritik af præsidenten. Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch mener, at Paul Kagames parti dominerer alle aspekter af det offentlige liv i Rwanda, uden nogen reel politisk opposition. Samtidig er der anklager om alvorlige overgreb mod borgere og politiske modstandere. Pressefriheden er også i helt bund, mener organisationen Reporters Without Borders. Med henvisning til mediernes rolle under folkemordet, er det i dag forbudt ved lov at ”skabe splittelse”, og flere journalister er blevet fængslet på baggrund af loven. Andre er blevet truet og er flygtet til udlandet.

Inspiration fra Singapore

Flere udviklingstænkere har stillet spørgsmålstegn ved, hvad prisen for Rwandas rivende udvikling reelt er. Kan Rwanda skabe ægte, bæredygtig udvikling uden demokrati, og kan man have demokrati uden fri presse og menneskerettigheder? Vokser rettigheder ud af velstand, eller er det omvendt? Præsidenten er citeret for at være inspireret af styreformer som i Singapore, hvor man fokuserer på økonomisk vækst og offentlig orden fremfor politisk frihed. Han mener dog ikke selv, der er et problem med ytringsfriheden i landet:

”Rwandere vil ikke tolerere stemmer, der opfordrer til en tilbagevenden til den etniske splittelse, der gik forud for folkemordet. I den udstrækning begrænser vi ytringsfriheden på samme måde, som meget af Europa har gjort det til en forbrydelse at benægte Holocaust. Bortset fra det er Rwanda et meget frit og åbent samfund,” har Paul Kagame tidligere udtalt til avisen US Metro.

Imens fortsætter den økonomiske udvikling. Udenlandske private investeringer i landet er tyvedoblet siden 2000, og mens befolkningen lever stadig længere og bedre, har Rwandas regering indført en række love, som har vakt opsigt, og som myndighederne håndhæver helt ud i den mindste landsby. Blandt andet er plastikposer forbudt for at skåne miljøet, og der vanker bøde for at gå rundt i hovedstaden Kigali uden sko på. Byen er i dag kendt som en af de sikreste og reneste i Afrika.