Foto: ASSIST Denmark
Fremtiden i egne hænder
På en landbrugsskole i Mozambique dropper eleverne forældede teknikker og lærer i stedet at dyrke og sælge landbrugsvarer effektivt.
Del artikel
ASSIST Denmark
- ASSIST Denmark er en non-profit hjælpeorganisation, som har eksisteret i 10 år, med fokus på hjælp til selvhjælp.
- Organisationen har sammen med lokale samarbejdspartnere projekter i Kenya, Mozambique og Sri Lanka.
- ASSIST Denmark arbejder bl.a. med seksuelt misbrugte børn i Sri Lanka, diverse sponsorbørnsprojekter, træning af unge iværksættere, vandprojekter og meget mere.
Læs mere: www.assist-denmark.dk
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Afrika under forandring, Arbejde, Fødevarer, Produktion
Mozambique i den sydøstlige del af Afrika har et stort uudnyttet potentiale inden for landbrug på grund af landets frugtbarhed. Samtidig er landbrugets produktionsmetoder forældede og bønderne dårligt uddannet. I Mozambique er det normalt at tænke, at landbrug er for bedstemødre og kun til forplejning af familien.
Den lille landbrugsskole WutomiAgri i Chicumbane i det sydlige Mozambique forsøger at udnytte potentialet og løse problemerne.
”Vi forsøger at lære vores elever at se på landbruget som en forretning. De skal optimere og planlægge deres produktion, og de skal lære at tjene penge på det,” forklarer Lisbet Terp, der sammen med sin mand og en gruppe lokale mozambiquere har startet WutomiAgri.
Liv gennem landbrug
WutomiAgri betyder Liv gennem Landbrug på en kombination af portugisisk, der er Mozambiques officielle sprog, og det lokale stammesprog i den sydlige Gaza-provins.
Skolen er et projekt under non-profit organisationen ASSIST Denmark, og målet er at lære unge mozambiquere enkle og optimerede produktionsmetoder samt forretningsforståelse. Et ophold på skolen er af et års varighed, og de 12 elever på skolen kommer fra landsbyer i forskellige dele af provinsen. Eleverne skal nemlig bringe deres nye viden med tilbage til deres landsbyer og indtage en position som foregangsmænd, oplære deres naboer og på den måde videreudvikle landbruget.
Skolen er lille, men den er for både piger og drenge, der bor på skolen. Udover at lære landbrugsteknikker og forretning, bliver eleverne også undervist i hygiejne, sundhed og ernæring.
Fremtiden i egne hænder
Undervisningen på skolen består af et praktisk element, hvor eleverne lærer omkring optimeret dyrkning af jorden, samt et mere forretningsorienteret modul. Det forretningsorienterede aspekt er også i høj grad praktisk, da eleverne lærer meget ved selv at finde kunder til og sælge skolens produkter. Nogle af skolens kunder køber ind privat, andre til videresalg.
Forretningsdelen er ny og revolutionerende i Mozambique, og den griber de unge.
”Det er stort at opleve, når det går op for eleverne, at de selv kan gøre en indsats for at skabe en bedre fremtid for dem selv og deres børn”, fortæller Lisbest Terp.
De gode teknikker spreder sig
Lisbet Terp fortæller, at WutomiAgri adskiller sig fra mange andre landbrugsuddannelser i Mozambique ved at lægge stor vægt på, at eleverne faktisk har hænderne i jorden og ikke kun teori.
Skolen sørger også for at arrangere hjemmebesøg hos eleverne både under og efter opholdet for at følge op på eleverne og støtte dem, hvis der er behov for det.
”Det gør mig glad og stolt at besøge en elev, der virkelig har knoklet. Samtidig er det stort at se nogle af skolens naboer tage den nye viden til sig og kopiere vores metoder. De kan se, at de kan optimere udbyttet væsentligt,” forklarer Lisbet Terp.
Før etableringen af skolen var det omkringliggende område bush, og der var ingen huse at se. I dag er området blomstret op med huse, som nyder godt af skolens brønd og strømlinje. WutomiAgris arbejde spreder ringe i vandet, og håbet er, at der på længere sigt kan åbnes flere skoler, som kan hjælpe endnu flere mennesker.