Rokija Cissé er, siden hendes mand rejste til Europa, trådt i karakter. Hun er blevet rollemodel for andre kvinder og ikke længere nervøs for at tale i større forsamlinger. Foto: Kristina Grosmann Due
Kvinder tager ansvaret på sig
Når mændene rejser til Europa på jagt efter arbejde og aldrig kommer tilbage, efterlader de kvinderne i en svær situation. I Senegal får kvinderne nu undervisning i mikrokredit og kvindeligt lederskab
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Ligestilling, Rettigheder
Rokija Cissé er sidst i 30’erne og bor Senegal. For ca. 15 år siden rejste Rokijas mand til Europa for at søge arbejde. Han kom aldrig tilbage. Selvom Rokija officielt er gift, er hun reelt enlig mor og har det daglige ansvar for økonomi og husholdning for både sig selv og sin søn.
Heldigvis er hun god til handel – og har været det længe. Men en egentlig uddannelse havde hun ikke, før der kom udviklingsprojekter i området. Og heller ikke det store mod til at udtale sig i offentlige forsamlinger.
Nu har hun imidlertid fået undervisning i at håndtere mikrolån for spare-lånegrupper, så hun i dag kombinerer sine handelsaktiviteter med et arbejde som facilitator. Og hun har ikke længere problemer med at tale i forsamlinger.
Som vejleder for adskillige spare-lånegrupper høster hun stor succes med både sin egen indsats og gruppernes aktiviteter. Derudover er Rokija også blevet næstformand i en afdeling af den landboorganisation, hun er medlem af.