Kort Nyt – Asien

Færre børneægteskaber i Asien

I 1990 blev 30 procent af pigerne i det sydlige asien gift, før de blev 15 år gamle. I dag er andelen næsten halveret til 16 procent.

Nye dyrearter fundet i Filippinerne

28 nye dyrearter er blevet opdaget i Filippinerne, hvor langt de fleste dyr ikke findes andre steder i verden. Den nye viden kan hjælpe med at beskytte naturen.

Laos redder mødres liv

Laos er på top-3 over lande der er blevet bedre til at redde kvinder fra at dø under fødsel og barsel. Siden 1990 er mødredødeligheden faldet med 78 procent.

Kina har knækket ekstrem fattigdom

I 1981 levede næsten ni ud af 10 kinesere i ekstrem fattigdom. Men andelen af ekstremt fattige er nu faldet til lidt over en ud af 10, viser seneste tal.

Nepal redder næsehorn

Krybskytter har ikke skudt et eneste næsehorn i Nepal de seneste to år. En samlet beskyttelsesindsats har fået bestanden op på 645 af de store dyr.

Bangladesh har halveret fattigdom

I Bangladesh er andelen af mennesker i ekstrem fattigdom mere end halveret siden 1990. Det skyldes både økonomisk vækst og en politik, der gavner de fattigste.

Bhutan udleder mindre end nul CO2

Det lille land Bhutan bevarer sine skove, og de mange træer opsuger over tre gange så meget CO2 som landet udleder.

Mongoliets børn er kommet i skole

Mellem 1994 og 2010 lykkedes det for Mongoliet at fordoble antallet af år, landets børn i gennemsnit går i skole, fra 7,7 til 14,3 år.

Slut med dødbringende kramper

I 2015 lykkedes det for Indien, Cambodia, Madagaskar og Mauretanien at udrydde den dødelige sygdom stivkrampe blandt mødre og nyfødte.

Solen oplyser Bangladesh om natten

I Bangladesh´ landområder forsyner solenergi nu flere end 16 millioner mennesker. Det skyldes oprettelsen af 3,5 millioner mini-solcelleanlæg siden 2002.

Det lakker mod nye tider i Vietnam

Næsten 7000 vietnamesere er kommet ud af fattigdom ved at genopdage deres traditionelle erhverv med at avle særlige insekter for at producere naturlig lak.

Flere el-biler i Kina

I Kina er salget af el-biler firedoblet siden 2014. De kinesiske myndigheder giver tilskud til elektriske biler for at forbedre luftkvaliteten.