Kort Nyt – Asien

Indien planter millioner af træer

I august plantede Indien 220 millioner træer på en enkelt dag. Det skete som led i en plan om at forbedre miljøet og bekæmpe klimaforandringer.

Oprydning på Mount Everest

Nepal har nu ryddet op i det skrald, som bjergbestigere har efterladt på Mount Everest. 10 tons affald er blevet sendt til genbrug.

LED kaster nyt lys over Indien

Indien er godt i gang med at udskifte 10 millioner gadelamper med LED-pærer. Investeringen skal betale for sig selv på syv år takket være strømbesparelsen.

Toiletter til alle i Nepal

Ifølge Nepals premierminister er problemet med manglende toiletter nu løst. Alle landets 77 distrikter melder, at det er slut med at besørge i det fri.

Indien giver den gas

Siden 2016 har Indien installeret gas i køkkenet hos 80 millioner fattige familier, så de kan lave mad uden skadelig brænderøg i køkkenet.

Australien siger nej til ny kulmine

For anden gang har myndighederne i Australien sagt nej til at tillade en ny stor kulmine, af hensyn til miljø og klima.

Renere luft i Indien

På kun fire år er luften blevet mærkbart renere i den indiske megaby Delhi. Det skyldes især stop for afbrænding af visne blade og affald på gaden.

Mæslinger udryddet i Sri Lanka

Det er nu lykkedes Sri Lanka at blive helt fri for børnesygdommen mæslinger. Landet vaccinerer næsten alle børn mod sygdommen.

Foto: CCBY Sai Adikarla

Fortsat flere tigere i Indien

Indiens tigerbestand er vokset med 33 procent siden 2014, viser ny rapport. Der er nu næsten 3000 tigere i Indiens i alt 50 tigerreservater.

Snart toiletter til alle i Indien

På kun fem år har Indien næsten givet alle adgang til toiletter. I 2015 manglede 550 millioner indere toilet, men tallet er nu faldet til 50 millioner.

Bangladesh bliver elektrificeret

Mellem 2000 og 2018 steg andelen af bangladeshere, der har adgang til elektricitet, fra 20 til 80 procent. Der er dog stadig stor ulighed i adgangen til strøm.

Pakistan indfører kvindedomstole

Pakistan opstiller 1.016 særlige domstole over hele landet for at bekæmpe vold og seksuelle overgreb mod kvinder. Landet er det sjettefarligste for kvinder.