Kort Nyt – Europa

EU tager kampen op mod plastik

EU-Kommissionen foreslår at forbyde en række engangsprodukter af plastik. Engangsplastik udgør i dag halvdelen af alt affald i havet.

Forbud skal beskytte bierne

EU vil nu forbyde en særlig type pesticider, som går hårdt ud over bier. Antallet af bier falder mange steder, hvilket skader både naturen og landbruget.

Færre dør på vejen

Antallet af dræbte i trafikken er faldet med 20 procent i EU siden 2010. Der er dog stadig et stykke til at nå EU’s mål om en halvering inden 2020.

Stop for miljøskadelige papkrus

Supermarkedskæden Waitrose i Storbritannien stopper nu med at sælge kaffe i engangskrus. Kopperne er et stort problem for miljøet, fordi de ikke kan genbruges.

Færre plastikposer i britisk farvand

Ny forskning viser, at der nu er langt færre plastikposer i havet omkring UK i forhold til 2010. Briterne bruger færre plastikposer på grund af afgifter.

‘Nein danke’ til diesel-os

De tyske byer Stuttgart og Düsseldorf vil forbyde ældre dieselbiler for at gøre luftkvaliteten renere i byerne.

Sko lavet af tyggegummi

Flere steder i England er der nu særlige skraldespande til at genbruge folks tyggegummi. Da det består af plastik, kan det blive til for eksempel nye skosåler.

Gratis vand skal spare plastik

I England skal butikker, caféer og virksomheder inden 2021 tilbyde at fylde folks vandflasker gratis. Det kan spare mange millioner plastikflasker om året.

Skotland vil stoppe sugerør

Fra udgangen af 2019 skal det være slut med at producere og bruge plastiksugerør i Skotland. Det sker for at skåne især havmiljøet.

Flere læser gode nyheder

Den engelske avis The Guardian har fundet ud af, at 10 procent flere læser deres artikler, når de peger på løsninger, i stedet for kun at udpege problemer.

Mallorca og Ibiza stopper plastik

De Baleariske Øer vil forbyde brug af engangsplastik fra 2020. Det sker for at holde øernes strande og natur rene og samtidig tiltrække flere turister.

England dropper engangsplastikposer

I England er brugen af tynde engangsplastikposer faldet med 90 procent siden landet indførte en afgift i 2015. Samme ide overvejes nu for engangskaffekrus.