Kort Nyt – Asien

App ved, hvad bondens planter fejler

320.000 indiske bønder bruger nu en app, hvor man kan tage et billede af en syg plante og få at vide, hvad den fejler, og hvad bonden kan gøre ved det.

Piger stormer i skole i Asien

For 20 år siden var der 35,8 millioner piger i Sydøstasien, der ikke kom i skole. Seneste tal for 2014 viser, at antallet nu er faldet til 11,3 millioner.

Bedre sundhed i Asien

Dødeligheden er faldet i langt de fleste lande i Asien siden år 2000, når man ser på livsstilssygdomme som cancer, diabetes og hjerte-kar-problemer.

Godt nyt for verdens største stork

Takket være bevogtning af storkereder i Cambodia er det lykkedes at udklække nye unger fra 175 reder af verdens største stork: den truede adjudant-fugl.

Tropeøer nu uden grotesk sygdom

Tonga-øerne er nu det ottende land, der har udryddet den svært vansirende elefantsyge siden år 2000.

Slut med dødsrøg i køkkenet

En million familier i Bangladesh har nu skiftet til en ny type komfur, der sparer på brændet og ryger mindre. Hvert år dør 78.000 mennesker af røg i køkkenet.

Minerydning redder liv

Sidste år ryddede Cambodia 132 kvadratkilometer for landminer. Antallet af ofre for minerne faldt samtidig betydeligt i forhold til året før.

Sjælden øgle vender tilbage

Den kritisk truede Fiji-kamleguan er vendt tilbage til en lille ø i Stillehavet. Rotter og geder blev først fjernet, så den sjældne øgle kunne leve i fred.

Indiske taxaer skal køre på el

100 el-taxaer og 100 el-rickshaws er nu på vejene i Indien som et pilotprojekt, der efter planen skal føre til en million e-taxaer i 2020.

Nye rekorder for solenergi

Prisen på solenergi slår nye bundrekorder i Indien, og det betyder, at Indien nu forventer at udlede mindre CO2, end landet lovede i Paris-klimaaftalen.

Grønne fingre i Pakistan

På kun et år har Pakistan plantet 750 millioner nye træer for at gøre det tørre land grønt igen. Planteprojektet har samtidig skabt en halv mio. arbejdspladser.

Stop for pinefuld bjørneavl

Sydkorea har stoppet for avl af bjørne, der bliver holdt under usle forhold for at sælge deres galdeblærer til traditionel asiatisk medicin.