Kort Nyt

Solenergi stiger i Frankrig
Frankrig vil mere end fordoble mængden af bæredygtig energi i de næste ti år. Det gælder især solenergi, der skal femdobles inden 2028.

På vej mod polio-frit Pakistan
Efter en stor vaccineringskampagne er antallet af poliotilfælde i Pakistan faldet med 96 procent på bare fire år. Sidste år var der 18 tilfælde af polio i landet.

El lyser op i Etiopien
I Etiopien har 45 pct. af befolkningen nu adgang til strøm. I 2000 var det kun 5 pct. Landet har et mål om, at alle skal have elektricitet inden 2025.

Ikke flere hjemløse i Helsinki
Der er nu næsten ikke flere hjemløse i Helsinki. Det skyldes en strategi om at tilbyde bolig først, og derefter misbrugsbehandling og hjælp til at finde et job.

En million bomber uskadeliggjort
FN’s minerydningshold har nu ryddet en million sprængfarlige genstande i Sydsudan. Genstand nr. 1 million var en flybombe, der vejede 100 kilo.

Rekord for genbrug i Oregon
På to år er den amerikanske stat Oregon gået fra at genbruge 64 % til at genbruge 90 % af statens flasker. Det sker, efter staten har fordoblet panten.

Amerikanere indser klimaproblemerne
Ny rapport viser, at det er gået op for langt flere i USA, at menneskeskabte klimaforandringer finder sted. Siden 2015 er andelen steget fra 52 til 62 procent.

Italiensk by belønner grøn transport
App giver Bolognas indbyggere mulighed for at samle point, når de går, cykler eller tager offentlig transport. Pointene kan byttes til bl.a. is og biografture.

Flere lande bekæmper korruption
Siden 2012 er det lykkedes 20 lande at gøre store fremskridt mod korruption, mens 16 lande er blevet betydeligt mere korrupte.

Dansk malaria-vaccine består test
Københavns Universitet har udviklet en vaccine mod den dødelige graviditetsmalaria, og de første test på mennesker viser lovende resultater.

Fattigdommen er faldet i Bangladesh
Andelen af ekstremt fattige mennesker i Bangladesh er faldet fra 34,8 % i år 2000 til 14,8 % i 2016. De fleste har dog stadig en meget lav indkomst.

Megaproducent dropper plastiksugerør
Fødevaregiganten Nestlé melder nu ud, at de vil stoppe med at sætte plastiksugerør på deres produkter fra februar. Fra 2025 skal al indpakning kunne genbruges.