Kort Nyt

Irland tillader begrænset abort
Det irske parlament har vedtaget, at abort skal gøres lovligt op til 12. uge, hvis kvindens liv er i fare eller fosteret ikke er levedygtigt.

’Spøgelsesjagt’ mod korruption
Mozambiques regering har afsløret 30.000 ikke-eksisterende ’spøgelsesarbejdere’ og strøget dem fra lønningslisten som led i landets indsats mod korruption.

Flere nu online end offline
Over halvdelen af verdens befolkning er nu online. I Afrika havde kun to procent internetadgang i 2005, men i dag er det 24 procent.

Indere får internet fra rummet
Med sin nye satellit, GSAT-11, vil Indien nu kunne udbrede internettet til afsidesliggende bjergområder og øer, der ikke er forbundet til fastnettet.

Færre skattely-lande
Antallet af lande på EU’s sorte liste over skattely uden for unionen er faldet fra 17 til nu kun fem. Efter politisk pres er 12 lande begyndt at stramme op.

Vækst med mindre klimabelastning
Selvom det stadig ikke er tilstrækkeligt, har 19 lande skåret ned på CO2 i de seneste ti år, trods økonomisk vækst. Blandt andet Storbritannien, Frankrig og USA.

Ozonlaget er i bedring
En ny FN-rapport viser, at ozonlaget er ved at hele de huller, som årtiers brug af farlige kemikalier har skabt. Hullerne forventes at være fuldt helet i 2060.

Slut med landminer i Mauretanien
Efter to årtiers arbejde har Mauretanien nu ryddet de sidste landminer i landet. Minerne er et levn fra konflikten i Vestsahara mellem 1976-1978.

Flere elefanter i Tchad
For første gang i årtier stiger antallet af elefanter i Zakouma-nationalparken i Tchad. I 2011 var der kun én elefantkalv under fem år. Det tal er nu 127.

Ny kenyansk kystvagt indsat
Kenya søsætter nu en egentlig kystvagt, som skal fokusere på pirater, overfiskning og forurening. Førhen lå denne opgave hos landets søværn.

Frankrig til kamp mod skovrydning
For at styrke den globale indsats mod rydning af skov, vil Frankrig begrænse landets import af palmeolie og andre produkter, som er forbundet til skovrydning.

Grøn energi blæser kul omkuld
Efter tredoblingen i vedvarende energikapacitet de seneste fem år, har vedvarende energikilder for første gang overhalet de fossile brændstoffer i Storbritannien