Kort Nyt

Mallorca og Ibiza stopper plastik

De Baleariske Øer vil forbyde brug af engangsplastik fra 2020. Det sker for at holde øernes strande og natur rene og samtidig tiltrække flere turister.

Unge tager verden mere alvorligt

Unge eksperter under 30 år tog verdens problemer mere alvorligt end deres ældre kolleger, da de skulle vurdere en række globale trusler i en ny rapport.

En god verden er en god investering

En ny kapitalforening vil kun investere i virksomheder, der gør verden bedre ved at være med til at opfylde Verdensmålene for bæredygtig udvikling.

Brasilien planter ny regnskov

Verdens største genplantningsprojekt skal plante 73 millioner nye træer i Brasilien inden 2023. Landet ønsker at genplante 12 millioner hektar inden 2030.

Flere flygtninge vender hjem i Irak

For første gang siden 2013 er der nu flere irakere, der er vendt hjem, end der stadig er på flugt. Det skyldes, at sikkerheden er blevet bedre i visse områder.

England dropper engangsplastikposer

I England er brugen af tynde engangsplastikposer faldet med 90 procent siden landet indførte en afgift i 2015. Samme ide overvejes nu for engangskaffekrus.

Regnskov skal bruges skånsomt

Papua New Guinea har oprettet et beskyttet område med 3600 km2 regnskov. Der bor 21.000 mennesker i området, og de får ret til at bruge skoven bæredygtigt.

De fleste er demokrater

Selvom mange er utilfredse med deres lands politiske system, mener tre ud af fire stadig, at demokrati er en god styreform, viser undersøgelse fra 38 lande.

Somaliland ændrer voldtægtslov

Parlamentet i Somaliland har nu lukket et hul i loven, der gjorde det muligt for voldtægtsmænd at slippe for straf ved at gifte sig med offeret.

El-tog baner vej til hav og handel

Etiopien har bygget en 756 km lang elektrisk jernbane, der skal give landet bedre adgang til havet. Før tog turen to døgn i lastbil, nu tager det 12 timer.

Lidt godt giraf-nyt

Seneste optælling viser, at der er lidt flere vestafrikanske giraffer i Niger end sidste år. Der er dog stadig kun cirka 607 af denne slags giraffer tilbage i verden.

Mere arbejde midt i Afrika

Siden 2015 har Verdensbanken investeret i 700.000 arbejdsdage i Den Centralafrikanske Republik, for at give lokale mulighed for at opbygge en bedre fremtid.