Kort Nyt

Flere børn kan løbe og lege

For tredive år siden blev 40 børn lammet af polio hver time. Men efter mange års fokuseret vaccinationsarbejde blev kun 37 børn smittet i hele 2016.

Fremgang mod fattigdom

38 millioner mennesker slap ud af ekstrem fattigdom i 2016. Omkring 28 millioner forventes at gå samme vej i 2017.

Indiske taxaer skal køre på el

100 el-taxaer og 100 el-rickshaws er nu på vejene i Indien som et pilotprojekt, der efter planen skal føre til en million e-taxaer i 2020.

Verdens største vindmøller i gang

De største vindmøller i verden er nu i gang ud for Englands kyst. Hver rotation af de 80 meter lange møllevinger forsyner en husholdning med energi i 29 timer.

Verden vågner fra sovesyge

I 1999 var der 37.000 nye tilfælde af den dødbringende sovesyge i verden, men seneste tal fra 2015 viser, at tallet nu er nedbragt til under 3000.

Europæere vil hjælpe

Næsten ni ud af ti borgere i EU’s medlemsstater mener, at det er vigtigt at hjælpe mennesker i udviklingslandene.

Nye rekorder for solenergi

Prisen på solenergi slår nye bundrekorder i Indien, og det betyder, at Indien nu forventer at udlede mindre CO2, end landet lovede i Paris-klimaaftalen.

Frankrig forbyder hval-avl

I Frankrig er det nu forbudt at avle nye hvaler i fangenskab til brug i shows. Samtidig skal de eksisterende cirkushvaler have større bassiner at leve i.

Hiv-patienter kan leve lange liv

Tidligere diagnosticering og bedre medicin mod hiv/aids har betydet, at hiv-smittede i dag kan leve lige så længe som ikke-smittede, viser nyt studie.

Sikker skolevej i Tanzania

I Tanzania er det lykkedes at sænke hastigheden på vejene omkring en række skoler. Det har betydet 26 procent færre trafikulykker med skolebørn i områderne.

Amerikanere støtter klimaaftale

Syv ud af ti amerikanske stemmeberettigede mener, at USA skal leve op til klimaaftalen fra Paris. Kun 13 procent mener, USA ikke skal leve op til aftalen.

På vej mod minefrie Falklandsøer

Et hold af erfarne mineryddere fra Zimbabwe har nu ryddet mere end 7 mio. kvadratmeter for landminer på de forblæste britiske Falklandsøer.