Kort Nyt

Sejr for rent vand i El Salvador
Som det første land i verden har det mineralrige El Salvador forbudt al minedrift af metaller. Det sker for at beskytte landets vandkilder mod forurening.

Amerikanske byer vil være grønne
25 amerikanske byer har nu vedtaget mål for at overgå til 100 procent vedvarende energi, heriblandt storbyerne San Diego, Salt Lake City og Madison.

Kina lukker elfenbensfabrikker
Kina har nu lukket en tredjedel af landets officielle elfenbensfabrikker og butikker som led i et forbud mod handel med elfenben ved udgangen af 2017.

Flertal føler sig globale
Godt 75 procent af mennesker svarer, at de ”ser sig selv” som verdensborgere, viser en stor rundspørge om værdier og identitet i 59 lande på tværs af regioner.

Slut med plastikposer i Kenya
Kenyas regering indfører nu et totalforbud mod al brug, produktion og import af plastikposer i landet. Forbuddet forventes at træde i kraft i 2017.

116 millioner børn beskyttet
I sidste uge blev 116 millioner børn i 13 lande vaccineret mod den lammende polio-virus. Målet er at forhindre, at den næsten udryddet sygdom vinder frem igen.

Kina sætter strøm på taxaturen
I Kinas hovedstad Beijing skal 70.000 taxaer nu erstattes af elbiler, som led i et større program, der skal mindske luftforureningen i byen.

Flertal ønsker grønne supermarkeder
69 % af danskerne ønsker, at supermarkeder indfører flere økologiske varer, og 58 % finder det vigtigt, at deres supermarked har fokus på madspild, miljøet og klimaet.

Kæmpe fald i kulkraft
I 2016 faldt byggeriet af nye kulkraftværker med 62 procent på verdensplan. Udviklingen skyldes, at flere af verdens store lande nu satser på vedvarende energi.

New Delhi forbyder engangsplastik
For at skære ned på luftforurening fra brændende plastik har Indiens hovedstad nu forbudt al brug af engangsplastik som plastikposer, bestik og tekrus.

Storbritannien dropper kul
På bare et enkelt år er Storbritanniens kulforbrug faldet med 52 procent. Tre kulkraftværker blev lukket, og nationen har nu mere vindkraft end kulkraft.

Stort fald i malaria-dødsfald
På blot fem år mellem 2010 og 2015 faldt dødeligheden for malaria globalt set med næsten en tredjedel, viser seneste tal fra 2016.