Kort Nyt

Endnu et land forbyder plastikposer

Marokko vil nu stoppe produktion og brug af plastikposer for at beskytte miljøet. Landet er verdens næststørste forbruger, med 900 poser pr. person om året.

Første vaccine mod spedalskhed

Indien begynder nu som det første land i verden at vaccinere borgerne mod spedalskhed. Sygdommen er i dag næsten udryddet, men findes stadig visse steder.

Fire gange mere beskyttet hav

Siden 2000 er verdens beskyttede havområder firdoblet i størrelse. Verdensdelen Oceanien havde dengang kun 0,1 procent beskyttet hav, men har i dag 7,4 pct.

’Sultens slavehær’ skrumper

Selvom de var i arbejde, måtte mere end hver fjerde arbejder i verden leve for under 1,9 dollars om dagen i 2000. I dag er det hver tiende.

Flere veje til et bedre liv

I DR Congo har EU og UNOPS ansat lokale til at bygge og vedligeholde 12 broer og 130 km veje. Det har gjort rejsetiden kortere og sat gang i områdets økonomi.

Millioner vaccineret på rekordtid

På kun to uger har WHO vaccineret 7,7 millioner mennesker mod gul feber. Det sker som led i den største indsats mod gul feber i Afrika nogensinde.

Bedre retssikkerhed i Mellemøsten

I Mellemøsten er andelen af fanger, der sidder i fængsel uden at være dømt, mere end halveret siden 2005. I 2005 var det 54 procent, nu er det 23 procent.

Langt mere beskyttet hav ved Hawaii

USA har firdoblet et beskyttet havområde nær Hawaii, så det nu er verdens største. Masser af sjældne fisk lever her, og stedet har også stor kulturel betydning.

Nu 100 lande mod klyngebomber

I det seneste år har yderligere syv lande sluttet sig til den internationale aftale mod klyngebomber. Dermed har 100 lande nu forbudt de invaliderende våben.

Danske skolebørn får ’verdenstime’

I denne uge lærer danske skoleelever om FN’s nye Verdensmål. Alle folkeskoler, efterskoler og ungdomsuddannelser i Danmark har modtaget undervisningsmateriale.

Mere ris med mindre gift

En gruppe bønder i Vietnam producerer nu 5-10 procent mere ris, fordi de bruger mindre gødning og sprøjtegift, og redder mere af høsten fra at gå til spilde.

Langt billigere medicin mod hiv/aids

I år 2000 kostede den livsvigtige medicin mod hiv/aids omkring 10.000 dollars per person om året, men i dag er prisen faldet til under 100 dollars.