Kort Nyt

Flere børn overlever i Tajikistan

I 1990 døde cirka hvert tiende barn i Tajikistan, før det fyldte fem år. I dag dør under halvt så mange. Samtidig får landets kvinder færre børn.

Tyskland nu fri for klyngebomber

Engang havde Tyskland over en halv million klyngebomber, men landet har nu skrottet de sidste af de problematiske våben tre år før international deadline.

Hurtig genopbygning efter tyfon

Da tyfonen Haiyan ramte Filippinerne i 2013, blev mange huse ødelagt. To år senere har Røde Kors bygget 66.000 nye huse, hurtigere end ventet.

Unge gennemfører skolen

Andelen af unge i alderen 14-16 år, der gennemfører grundskolen, er på verdensplan steget fra 70 procent i 1990 til 84 procent.

Solceller til landsbyer i Lesotho

Kun 5 % af landbefolkningen i det lille sydafrikanske land har elektricitet. Nu har 30.000 lesothere i 65 landsbyer fået billig energi fra solceller.

Fattigdom falder hastigt i Thailand

På bare tyve år fra 1990 er andelen af thaier, der lever i fattigdom, faldet fra 58 til 13 procent. Det skyldes især udviklingsfokus på folk, der lever i slum.

Nyt år og nye mål for verden

Verdens lande er blevet enige om at løse mange af de største problemer inden 2030 – blandt andet skal vi afskaffe fattigdom og sult gennem bæredygtig vækst.

Etiopien rejser sig fra fattigdom

Etiopien i det østlige Afrika har oplevet et af de største fald i fattigdom i verden. Mellem 1995 og 2011 er ekstrem fattigdom faldet fra 63 til 37 %.

Mobile klinikker bekæmper malaria

80 nye mobile klinikker og 1000 sundhedsarbejdere behandler 700.000 malariapatienter i Bangladesh’ afsidesliggende områder. Ti gange så mange som før overlever.

Teenagefødsler falder verden over

På verdensplan er andelen af teenagefødsler (15-19 år) faldet med 29 % siden 1990. Det skyldes uddannelse, højere giftealder og nemmere adgang til prævention.

Mere prævention i Afghanistan

Andelen af kvinder i Afghanistan, der bruger prævention, er steget fra 5 procent i 2000 til 23 procent i 2014.

Kvindelig omskæring falder

Andelen af piger, der bliver omskåret i de 29 lande, hvor langt størstedelen af omskæringer i verden finder sted, er faldet med cirka en tredjedel siden 1980.