Kort Nyt

Første malariavaccine i test

Verdens første vaccine mod malaria bliver nu testet i et stort forsøg i Malawi, Kenya og Ghana.

Gennembrud for levertransplantation

En ny metode gør det muligt at nedkøle organer til lavere temperaturer, hvilket gør, at en lever til transplantation kan holde sig frisk tre gange længere.

Briter skærer ned på rygning

Siden 2011 er andelen af rygere i Storbritannien faldet, og briterne ryger nu en milliard færre cigaretter om året. Det svarer til et fald på 26 procent.

Kæmpefugl klarer sig bedre

Der er nu flere end 1000 kondorer i Grand Canyon. I 1980 var der kun 22 tilbage, men udviklingen blev vendt med et målrettet avlsprogram.

Forbud mod at bortføre babyelefanter

En lang række lande har vedtaget et forbud mod at tage vilde elefantunger fra deres flok. Ungerne er ofte blevet solgt videre til zoologiske haver.

Langt færre dør af aids

Siden 2010 er antallet af aids-dødsfald i verden reduceret med en tredjedel. Det skyldes blandt andet bedre adgang til medicin.

Mæslinger udryddet i Sri Lanka

Det er nu lykkedes Sri Lanka at blive helt fri for børnesygdommen mæslinger. Landet vaccinerer næsten alle børn mod sygdommen.

Renere luft redder liv i USA

I USA er antallet af årlige dødsfald på grund af luftforurening næsten halveret fra 1990 til 2010, viser nye tal. Det skyldes indsats for renere luft.

Senegal planter træer i vand

Det vestafrikanske land Senegal har plantet 152 millioner mangrovetræer i de seneste 10 år. Mangroveskove er noget af det mest effektive mod klimaforandringer.

Ørne svæver igen over England

Havørne vender nu tilbage til England, hvor de har været udryddet i 240 år. Seks ørne skal udsættes årligt på den sydlige ø Isle of Wight.

Grønt overskud i Costa Rica

Costa Rica producerede i maj mere grøn energi end nogensinde før, og har derfor eksporteret den overskydende grønne strøm til andre centralamerikanske lande.

Afgifter virker mod plastikposer

For fem år siden brugte hver englænder i gennemsnit 140 supermarkeds-plastikposer om året. Efter indførelsen af en afgift er tallet nu faldet til 10 poser.