Kort Nyt

Flygtninge vender hjem til nye huse
Røde Kors har bygget 11.165 huse til flygtninge i Sri Lanka, der er flygtet under 30 års borgerkrig. 55.000 mennesker kan nu vende hjem og bo i sikkerhed.

Billigere insulin til Kenya
Et nyt samarbejde mellem Novo Nordisk og kirkelige sundhedsklinikker sikrer, at 3000 diabetespatienter i Kenya kan få insulin til en fjerdedel af normalprisen.

Færre fattige arbejdere i verden
Andelen af folk i udviklingslandene, der er fattige, selvom de arbejder, er faldet fra 68 til 27 % siden 1991. Især antallet af ekstremt fattige er faldet.

Bønder i Uganda fordobler kornpris
Siden 2009 er 16.000 fattige bønder i Uganda blevet trænet, fået bedre udstyr og adgang til faste markeder. De får nu dobbelt så meget for deres korn som før.

Verden fordobler fredede områder
Siden 1990 er verdens fredede områder næsten blevet dobbelt så store. 15,2 procent af landjorden verden over er nu beskyttet mod 8,7 procent i 1990.

Fattige bønder får hjælp med kvæget
40.000 fattige bønder i Zimbabwe har fået hjælp til og træning i at behandle deres kvæg for sygdomme. Det hjælper på deres indkomst og fødevaresikkerhed.

Asiatiske piger læser og skriver
Andelen af sydasiatiske piger mellem 15 og 24 år, der kan læse og skrive, er sprunget fra under 50 procent til cirka 85 procent mellem 1990 og 2015.

Indere laver mad med solenergi
Indien har udviklet et innovativt system, der bruger solenergi til at tilberede mad med. 10 millioner mennesker får nu mad ved hjælp af ren, vedvarende energi.

9 ud af 10 unge kan læse og skrive
Andelen af unge mellem 15 og 24, der kan læse og skrive, er siden 1990 steget fra 83 til 91 % på verdensplan, og kløften mellem kønnene bliver mindre.

Uganda mere end halverer fattigdom
På bare 20 år er andelen af Ugandas befolkning, der lever i fattigdom, faldet fra 60 til 23 procent på grund af omfattende reformer.

Indiske bønder høster mere
Mere end 5000 bønder i det nordøstlige Indien har lært forbedrede dyrkningsmetoder og kan nu dyrke deres land i længere tid. Samtidig høster de 15-20% mere.

Afghanske bønder dyrker soyabønner
8000 afghanske bønder har fået gratis soyasåsæd og er blevet trænet i at dyrke det. Protein- og vitaminrigt soya skal modvirke afghanske børns underernæring.