Pisk og gulerod mod hustruvold

Ved første øjekast er der ikke et hus at se på den øde bjergvej langt ude i bjergene I Bolivias fattigste region, Potosi. Vi er fem timers kørsel fra nærmeste mere eller mindre befolkede by. Den eneste transportmulighed er på ladet af den dagligt passerende lastbil sammen med mindst halvtreds lokale iklædt neonfarvede ponchoer, huer og bowlerhatte. Vi er kommet for at besøge kvinden Augustina Condori, som snart dukker op på de smalle stier, efter at vi har råbt efter hende ud i den blå luft. Kun når vi kniber øjnene sammen, kan vi skimte hendes hus i det fjerne. Det er en meget speciel kvinde, vi er kommet for at besøge. I en årrække har Augustina arbejdet med kvinders rettigheder blandt de oprindelige folk her langt ude i de bolivianske bjerge.

Sex, sex og sex

I Bolivia tilhører mere end 60 procent af befolkningen et oprindeligt folk. At tale om kvinders rettigheder og hustruvold er i høj grad et tabu i dette fattige sydamerikanske land. Og volden mod kvinder er en alvorlig forhindring for, at kvinderne tør deltage i offentlige aktiviteter. Men Augustina taler åbenhjertigt om både vold mod kvinder og for eksempel sex – endda med smil på læben. Den bolivianske kvinde er i øjeblikket i fuld gang med at forberede sig til kommunalvalget til april, hvor hun stiller op som borgmester i sin landsby, Charca Mikani. Augustina har siden 2007 arbejdet for den danske udviklingsorganisation IBIS med at sætte fokus på kvinders rettigheder, især omkring hustruvold.

“Problemet er, at mændene kun tænker på sex, sex og sex. Og det er altså ikke altid det, vi kvinder vil have. Det skaber vold og konflikter,” forklarer den selvsikre 34-årige Augustina Condori og smiler til os med et glimt i øjet.

Vi sidder på en seng i Augustinas mørke lerstenshytte. Huset består af et rum og der er tre senge med plads til Augustina, hendes mand Julio og deres fire børn. Der er ingen elektricitet i området og heller ingen toiletter eller rindende vand. Augustina laver mad over et ildsted i en separat køkkenhytte. Familien lever som landmænd og dyrker kartofler og grøntsager på jorden omkring hytten. Derudover har familien får, æsler, køer og høns, som skal passes. Julio og Augustina har været gift i ti år.

Hustruvold var tabu

“Tidligere var det helt normalt og acceptabelt, at en mand slog sin kone. Vi kvinder levede nærmest som dyr. Vi havde ingen uddannelse, og manden kunne gøre – og gjorde – med os, som han ville. Hustruvold var en normal måde at løse problemer på, fortæller Augustina med et mere alvorligt og eftertænksomt blik. Hun råber på sin mand, Julio, og jager rundt med ham, sætter ham i gang med at arbejde. Som for at vise et eksempel på, at der er handling bag hendes selvsikre ord. Eller måske, fordi hun rent faktisk har opnået en stor del af den ligestilling, hun har forsøgt at udbrede til områdets kvinder. “Julio, hent brænde”.

“Julio, rør i suppen”. “Julio, tag dig lige af børnene”. Augustina er stolt af arbejdet med at undervise landsbyens kvinder i deres rettigheder. Og den selvsikre kvinde vil vise os, at det ikke bare er snak, og at andre af landsbyens kvinder også har opnået en forandring til det bedre.

Drak og slog

En times gang fra Augustinas hus ligger de fleste andre af husene, der hører til landsbyen Charca Mikani. Vi ankommer til fods ad de smalle bjergstier fra Augustinas hus tidligt en fredag morgen. Den 30-årige kvinde Genoveba er ved at forberede dagens morgenmad – suppe med kartofler og hestebønner. Tilberedningen foregår over et ildsted i den mørke lerhytte. På en seng i market skimtes omridset af en person under et tæppe. Genovebas mand, Eduardo, er endnu ikke kommet i gang med dagens arbejde. Parret har to børn og har været gift i 12 år. Eduardo og Genoveba har begge deltaget i kurser med fokus på hustruvold.

“Tidligere slog Eduardo mig, hver gang vi havde problemer. Han drak meget, grinede af mig, spillede charango (boliviansk guitar) og var mig utro med andre kvinder. Imens sad jeg hjemme i køkkenet og græd, fortæller 30-årige Genoveba Gonzalo Mamani.

Ligeså værdsat som mændene

Siden 2007 har Augustina Condori været med til at arrangere kurser i landsbyen, hvor landsbyens mænd og kvinder blev undervist i ligestilling og kvinders rettigheder. Det foregik over tre omgange: Først mødtes både mænd og kvinder til fælles undervisning, så mødtes kvinderne og så mændene. Eksempelvis talte kvinderne om, hvor mange timer om dagen de rent faktisk arbejder med husarbejde. Mange kvinder arbejdede op til 16 timer om dagen i hjemmet. At sætte tid på kvindens arbejde var en stor hjælp, for at det hårde huslige arbejde bliver værdsat i samme grad som mandens.

“For at opnå ligestilling er det vigtigt, at både mænd og kvinder er indstillet på forandringer. Hverken mænds eller kvinders forandrede holdning kan alene ændre dette grundlæggende problem i vores samfund, forklarer Martha Villa, der er IBIS’ kønsrådgiver i Sydamerika. Og for ægteparret Eduardo Rojas og Genoveba Gonzalo Mamani betød kurserne begyndelsen på et nyt, forbedret og fredeligere familieliv:

“Efter at vi har deltaget i kurserne, lever vi mere roligt og har ikke mere vold i familien. Nu lærer vi forhåbentlig heller ikke de voldelige vaner videre til vores børn,” fortæller de.

Deles om arbejdet

De erkender dog begge, at forandringen i familien ikke skete fra den ene dag til den anden bare ved at deltage i kurset. At ændre den slags indgroede vaner tager tid. Men kurserne hjalp til, at parret blev bevidst om, at en mand ikke har ret til at slå sin kone, og at kvinder også har rettigheder. Det var første skridt på vejen væk fra volden. Og med tiden, trods meget opdelte kønsroller i det bolivianske samfund, er der faktisk arbejdsopgaver i hjemmet, som Eduardo nu deltager i:

“Nu deles vi mere om husarbejdet, og jeg laver for eksempel mad nogle gange,” fortæller han.

Trods de flotte ord daser Eduardo stadig på sengen nu langt op ad formiddagen, mens hans hustru laver morgenmaden færdig. Det virker, som om der stadig er et stykke vej til den dag, hvor de fine ord stemmer overens med virkeligheden her I landsbyen. Men ordene er første skridt på vejen i den rigtige retning.