Analyse: Afrika kan brødføde sig selv om 15 år

Syv ud af 10 afrikanere er landmænd, der hver dag arbejder med at så, dyrke, høste og sælge alt fra korn, ris og majs til kassava, kartofter og jordnødder. Alligevel er mange afrikanske lande syd for Sahara afhængige af import og fødevarehjælp udefra. Verdens fattigste kontinent bruger i dag intet mindre end 50 milliarder dollars om året på at købe mad fra rige lande. Den situation kommer ifølge Gates & Melinda Foundation til at se helt anderledes ud om bare 15 år, og den gode nyhed er, at løsningerne ligger lige for.

Bedre teknologi og dyrkning

Bedre gødning, mere produktive og nærende afgrøder, der er modstandsdygtige over for sygdomme og tørke er allerede udviklet. Bruger man fx den rette gødning, kan det både gøre jorden mere frugtbar og fordoble eller tredoble udbyttet. Indfører man samtidig klassiske landbrugsmetoder, som at skifte mellem at dyrke forskellige afgrøder på jorden, bliver den ikke drænet for næring. Ligesom timing af såning og høst på året og simple planteteknikker, som hvor langt frøene står fra hinanden, kan have enorm indflydelse på, hvor meget den enkelte landmand får ud af arbejdet på marken. Alligevel har det afrikanske landbrug længe været præget af mangel på netop de ingredienser.

Tilbage i 2003 skrev de afrikanske statschefer under på den såkaldte Maputo-deklaration, hvor alle forpligtede sig til at 10 procent af de nationale budgetter skulle gå til at udvikle landbruget inden for fem år. 12 år senere lever kun otte ud af 54 afrikanske lande op til aftalen.

Private og offentlige multisektor-initiativer har derimod vist sig at fungere bedre til at støtte og drive det enorme potentiale, som der særligt ligger i de mange smålandbrug, der udgør langt størstedelen af landbrugssektoren syd for Sahara

Landbrugsrevolution i Rwanda

De sidste otte år har the Alliance for a Green Revolution in Africa (AGRA), arbejdet på at give 1,75 millioner afrikanske småbønder bedre muligheder for at kunne udvikle deres erhverv. Organisationen er blandt andet sat i verden for at styrke samarbejdet mellem regeringer, den private sektor og mindre landbrugsorganisationer. 80 procent af Afrikas småbønder har kun omkring to hektar jord til at dyrke afgrøder på, eller hvad der svarer til ca. fire fodboldbaner. De har derfor ofte svært ved at tiltrække internationale opkøbere og dermed adgang til et større marked end det lokale i landsbyen. For at løse den udfordring har landbrugsorganisationer i Ghana, Mali, Tanzania, Mozambique, Kenya, Rwanda, Burkina Faso og Malawi derfor åbnet centre, hvor mindre landbrug kan slå deres høst sammen. En model, der minder om den danske andelstanke. Nu kan bønderne leve op til kravene fra store opkøbere som FN’s Fødevareprogram, der i dag får 80 procent af deres varer fra udviklingslande, men primært fra større leverandører.

Rwanda er et af de lande, der i løbet af det sidste årti netop har gennemgået en decideret landbrugsrevolution, som i dag giver inspiration til resten af kontinentet. Ikke mindst fordi regeringen her har arbejdet tæt sammen med den private sektor. Tilbage i 2006 var 80 procent af landets indbyggere landmænd. Men det var kun et fåtal, der havde adgang til gødning. De færreste gødningsfirmaer satsede på at importere gødning til det tidligere borgerkrigshærgede land uden kystlinje. Derfor sultede store dele af befolkningen tre måneder om året. Rwandas regering satte sig for igennem forskellige initiativer at gøre det mere attraktivt for private firmaer at importere gødning og såsæd til landet. Det strategiske fokus betød, at Rwanda ikke som så mange andre blev hårdt ramt af fødevarekrisen i 2008. Samtidig er landets fattigdomsrate faldet fra 57 procent til 45 procent. Ifølge Verdensbanken kan 45 procent af reduktionen af fattige føres direkte tilbage til netop landbruget.

Kvinderne skal på banen

Selvom kvinderne udgør op mod 70 procent af arbejdsstyrken i de afrikanske smålandbrug, er de ofte langt dårligere stillet. Kun få ejer jord, ofte bliver kvinderne ikke betalt for arbejdet på marken, de får tit tildelt den mest udpinte jord og har ikke adgang til de samme redskaber. Ifølge AGRA viser forskning, at udviklingsarbejde traditionelt har været med til at forværre forskellen mellem mænd og kvinder i landbruget. Fx når lokale landbrugseksperter har rejst rundt og undervist i de afgrøder, som mænd dyrker. I dag er der dog kommet fokus på, at kvinder er mindst ligeså effektive landbrugsproducenter som mænd, og at de derfor rummer muligheder for hele sektoren. Fx viste et studie fra Kenya, at de kvindelige bønder øgede deres udbytte med 20 procent, da de fik stillet de samme ressourcer til rådighed som deres mandlige kollegaer.

Netop adgangen til information er også ved at ændre sig i takt med, at to ud af tre afrikanere har en mobiltelefon. I dag har alle med en mobil i lommen konstant adgang til alt fra vejrudsigter og mobilbanker til aktuelle markedspriser på majs og kassava.

Men høsten skal også frem til de nye markeder. Derfor er mange lande i fuld gang med at bygge bedre veje. Ghana har netop minimeret transporttiden for fragt af landbrugsvarer med to tredjedele ved at udvide den hovedvej, der forbinder landets primære landbrugsområder med lufthavnen og havnen.

Flere munde at mætte

De mange tiltag er vigtige for at ruste de nye udfordringer, som Afrika står overfor: Flere fremskrivninger spår, at der vil være 1,5 milliarder flere afrikanere i 2050. Samtidig oplever kontinentet allerede rekordvarme år, og alt tyder på, at der vil falde mindre regn fremover. Selvom landbruget, også i Afrika, selv er med til at udlede ekstra CO2 i atmosfæren, kan det samtidig blive en del af løsningen på klimaudfordringerne og de mange nye munde, der skal mættes.

Bønder over hele kontinentet er allerede i gang med at skifte til såkaldt klima-smart landbrug. Det handler bl.a. om at producere flere men bæredygtige afgrøder, der er mere modstandsdygtige over for tørke, og som samtidig udleder mindre drivhusgasser i produktionen. Et vigtigt element er også at genoprette naturen. Landmænd i Niger har fx plantet 200 millioner træer, der både giver foder, mad og brænde. Samtidig gør træerne landbrugsjorden mere frugtbar og skærmer afgrøderne fra vinden, hvilket forbedrer kornhøsten. På den anden side af kontinentet arbejder East Africa Dairy Development Programme (EADDP) fx tæt sammen med lokale mælkeproducenter for at udbrede bæredygtig dyrkning af foderafgrøder, der får kvæg til at give mere mælk.

Hvis Bill & Melinda Gates Foundations positive spådom om, at Afrika allerede om 15 år kan brødføde sig selv skal gå i opfyldelse, skal der fortsat mere fart på de positive tiltag mener AGRA. Det kræver både offentlig støtte og opbakning, og at kontinentets mange småbønder stadig får adgang til bedre teknologi, viden, infrastruktur og ikke mindst såsæd og gødning. Ligesom særligt det seneste årtis eksempler med vestlige og asiatiske firmaer, der opkøber store arealer landbrugsjord skal reguleres. Men lykkes det, vil Afrika i 2030 ikke alene kunne producere nok mad til kontinentets indbyggere, og endda klare sig selv under sultkatastrofer. Afrikanske varer vil i langt højere grad også komme til at ligge på hylderne i andre dele af verden inklusiv Danmark.