Grundfos

Dansk idé sikrer drikkevand i Afrika

Unik dansk teknologi gør det muligt at tappe drikkevand i små afrikanske landsbysamfund. Det giver tryghed for de lokale indbyggere, så nu laver de planer for fremtiden. For vandet er der også i morgen.

Del artikel

Andre Kategorier

Klimaet forandrer sig, og mange steder i Afrika betyder det endnu mindre regn. Men alligevel kan landsbyens beboere i Kenya, Uganda, Malawi og Ghana nu dyrke tomater, løg og andre grønsager i den knastørre jord.

Som en oase i ørkenen står afgrøderne og forsyner landsbyen med mad. Og det sker takket været en bæredygtig løsning, som er udviklet af Grundfos Lifelink.

Et bæredygtigt system

”Der er vand nok i undergrunden de fleste steder. Udfordringen er at lave et system, der er bæredygtigt. Det nytter jo ikke noget at etablere et anlæg, der forsyner folk med vand, hvis ikke der er råd til at vedligeholde det. Så står det bare og forfalder og vil meget hurtigt blive lukket. Det er ikke holdbart,” siger adm. direktør Peter Todbjerg Hansen, Grundfos Lifelink.

Han forklarer, at deres system er specielt designet til udviklingslandene. Her forsyner pumper fra Grundfos lokale tappestationer med drikkevand ved fra boringer ned til 120 meter under den sandede overflade. Alt sammen drevet af solcelle-paneler, så den energi, der bruges til at pumpe vandet op, er gratis.

1 øre pr. liter

Brugerne tapper vand for ca. 1 øre pr. liter, som går til at vedligeholde systemet. I Kenya er det Grundfos’ lokale teknikere, der står for vedligeholdelsen.

”Prisen er så lav, at befolkningen kan betale den. Det gør de elektronisk ved hjælp af et smart-card, som brugeren scanner ved stationen. Kortet virker nærmest som Rejsekortet herhjemme, hvor der automatisk trækkes et beløb. I Kenya fylder folk deres smart-card op med vand kreditter ved hjælp af en overførsel fra deres mobiltelefon,” siger Peter Todbjerg Hansen.

Han tilføjer, at det lukkede betalingssystem uden kontanter er en kæmpe fordel.

”Det modvirker misbrug og medvirker til at skabe tillid, og det er nødvendigt for at sikre en bæredygtig løsning,” siger Peter Todbjerg Hansen.

Kommercielt og socialt sigte

De gode erfaringer med Grundfos Lifelink kommer nu mange flere til gode. Planerne er at sprede teknologien, så op imod 10 mio. afrikanere får gavn af den bæredygtige danske teknologi. Det vil være til gavn for både Grundfos Lifelink og for de lokale.

”Vi har naturligvis et kommercielt sigte, men det er med et tydeligt socialt formål. Drikkevand er på mange måder et grundvilkår for højere velstand. Børnene kan gå i skole i stedet for at bruge en halv dag på at hente vand. Forældrene kan arbejde og tjene penge. Hygiejnen bliver bedre, og bønderne kan dyrke afgrøder,” siger Peter Todbjerg Hansen.

DI Business Development har været involveret i projektet, og nogle af Grundfos Lifelink’s systemer i Afrika er støttet af Danida.

 

Relaterede Nyheder