Flere fattige får toiletter

Siden 1990 har omkring to milliarder mennesker fået toiletforhold, der stopper smittespredning, og næsten 300 millioner mennesker er stoppet med at forrette deres nødtørft i det fri.

Det er en enorm, positiv udvikling. Men det er ikke helt nok i forhold til FN’s 2015 Mål. Hvor målet om at sikre adgang til rent drikkevand til 88% af verdens befolkning blev opfyldt hele 5 år før tid, er 2015 Målet om sanitet – adgang til et smittefrit toilet – 700 millioner mennesker bagud.

”Det er knap så sexet at tale om toiletter som at tale om rent vand”, siger Iben Rasmine Østergaard Marcussen, der er programkoordinator for sundhed, herunder vand og sanitet, hos BØRNEfonden, der bygger toiletter i landsbyer og skoler i en række lande i Vestafrika. ”Det er stadig et tabu. Men det er uendelig vigtigt”.

Udviklingen går den rigtige vej. Andelen af mennesker, der besørger i det fri, er næsten halveret på 25 år. Det betyder mindre afføring på marker, veje og floder, der spreder bakterier og er en af de største årsager til dødelig diarre blandt småbørn. På samme tid har omkring to milliarder mennesker fået adgang til sikre toiletter hjemme og offentligt. Det nedsætter ikke bare smittefare og død, men har også andre positive konsekvenser. Færre piger i udviklingslandene dropper eksempelvis ud af skolen, når de begynder at få menstruation, hvis deres skole har toiletter.

Skamfølelse får folk på toilettet

Selvom flere og flere får toiletadgang, halter saniteten i verden stadig. Omkring 1 milliard mennesker besørger stadig i det fri, og 750.000 børn dør stadig hvert år på grund af diarre. Derfor arbejder BØRNEfonden målrettet på at sikre toiletforhold i de områder, de arbejder i, fortæller Iben Rasmine Østergaard Marcussen.

”Vi kommer ud i områder, hvor måske kun 5% af befolkningen har adgang til et toilet. Resten går på toilettet i det fri, måske i en flod som de er nødsaget til også at bruge til eksempelvis tøjvask og bad”.

Så der er lang vej til at sikre ordentlige toiletforhold. Men ved at tænke langsigtet og med fokus på lokale løsninger, kan det sagtens lade sig gøre at få en hel landsby til at bygge og bruge latriner, der beskytter mod smittefare.

”Vi starter med at fortælle dem om sammenhængen mellem afføring og bakterier, der spreder sygdom, og at det er vigtigt at indkredse bakterierne i et toilet. Så går vi rundt i landsbyen og peger alle de steder, der ligger afføring, ud sammen med dem. Vi spiller meget på følelsen om, at det er ulækkert og farligt”, forklarer Iben Rasmine Østergaard Marcussen.

Metoden med at skabe kollektiv skamfølelse omkring offentlig afføring er blevet brugt meget succesfuldt i eksempelvis Bangladesh, hvor andelen af befolkningen, der besørger i det fri, er faldet fra 19 til kun 3 procent mellem 2000-2012. Her har børn med fløjter også udskammet syndere, der bliver ved med at besørge i det fri, indtil de begynder at bruge toiletter og nedsætte smittefaren.

Vasker hænder i aske

Når folk i landsbyer og skoler forstår, hvorfor det er sundhedsskadeligt at have afføring liggende i det fri, handler det om at bygge latrinerne – og om at vedholde folk i at bruge dem.

”Det nemme er at lave et toilet. Det svære er at få det til at virke i lang tid”, mener Iben Rasmine Østergaard Marcussen. Mange steder vænner folk sig aldrig til indelukkede toiletter, og andre steder bliver flotte, nye toiletter fra myndigheder og organisationer brugt til andre formål som spisekammer eller køkken, da det er familiens flotteste rum.

Derfor bliver latrinerne bygget i samarbejde med de familier, der skal bruge dem, så de selv er med til at løse problemet. Familierne graver latrinhullerne selv, mens BØRNEfonden deler cement ud og uddanner lokale murere til at bygge og vedligeholde toiletterne. Det gør de simple toiletter, der kan holde 7-10 år, bæredygtige. Derefter uddannes befolkningen i hygiejne, igen med fokus på lokale løsninger. Hvis sæbe er en mangelvare, kan man eksempelvis vaske hænder med aske.

Toiletdans og turnusordning

Ansvarsfølelse er det vigtigste, når folk, der er vant til at træde af på naturens vegne ude i naturen, skal vænnes til at bruge et indendørs latrin.

Når BØRNEfonden bygger toiletter til skoler, laver de en turnusordning sammen med skoleledelsen og forældrekomiteer, så skoleklasserne skiftes til at have ansvaret for toiletterne – at der er rent og at der er sæbe. Når BØRNEfonden har samarbejdet med en landsby, og der er latriner nok til, at ingen behøver at besørge udendørs – når landsbyen kan erklæres ”Open Defecation Free” – samles hele landsbyen, lokale myndigheder og BØRNEfondens medarbejdere til en ceremoni, hvor alle parter højtideligt skriver under på, at de vil bruge og vedligeholde toiletterne, og at BØRNEfonden vil stå klar med teknisk rådgivning og motivation, hvis der er brug for det. Ceremonien sluttes på behørig vis af med dans og feststemning.

”Det lyder lidt sjovt for os herhjemme, at en hel landsby danser for nye latriner, men en fejringsceremoni gør det hele meget officielt for lokalbefolkningen, og det forpligter. Så tager folk ansvar for toiletterne, og det er den langsigtede løsning”, fortæller Iben Rasmine Østergaard Marcussen.