Hårdføre træer giver mad trods tørke
En ung dansk forsker har sat gang i dyrkningen af et særligt træ, der kan give mere mad på bordet i Vestafrika, selv hvis tørken rammer.
Del artikel
Parkia: smagfuld kaloriebombe
Træet Parkia Biglobosa stammer oprindeligt fra Vestafrika og er dermed en naturlig del af det eksisterende økosystem i Burkina Faso.
Træet er tilpasset de hårde vækstbetingelser, der er på savannen, såsom begrænset nedbør, naturbrande og lav jordfertilitet, og det stiller ikke store krav til daglig pleje og pasning.
Samtidig holder Parkia-træet på næringsstoffer og vand i jorden, hvilket har en positiv indflydelse på de livsvigtige afgrøder, der kan dyrkes mellem træerne.
Træets frugter er grundingrediens i fødevaren soumbala, der består af kugler af træets gærede frø. Kuglerne giver smag og fyld til sovs og gryderetter, og derfor sammenlignes de ofte med bouillonterninger, men indeholder meget mere næring.
Andre Kategorier
Burkina Faso ligger tæt på Sahara, og landet rammes af og til af tørke, der gør det svært at dyrke fødevarer. Men når nøden er størst, er hjælpen nogle gange nærmest. Burkina Faso er også hjemsted for Parkia-træet, som stammer fra savannen, og derfor trives under tørre og barske forhold.
Træets frø er meget næringsrige, og kan næsten erstatte kød, takket være deres store indhold af protein og fedtstoffer. Det har gjort de små frø til en vigtig ingrediens i det burkinske køkken, især i tørkeperioder. Men selvom Burkina Fasos kvinder har kendt og høstet Parkia i umindelige tider, har der ikke været tradition for at sætte dyrkningen af træet i system.
Slår rod med støtte fra Danmark
Det gav en dansk biolog en idé. Mette Kronborg er i øjeblikket ved at lægge sidste hånd på sit ph.d.-projekt fra Århus Universitet. Hun undersøger, hvordan indbyggerne i vestafrikanske lande kan få nytte af at dyrke Parkia-træerne mere effektivt og bæredygtigt, og den 32-årige nordjyde har ikke tænkt sig at lade resultatet af studierne ’samle støv på en professors reol’, som hun siger.
I stedet har hun sat gang i en forening ved navn SocieTrees, som driver projektet ’Mousso Ta Yiri’ – som på dansk betyder ’kvindernes træ’. Projektet er et samarbejde med ti burkinske landsbyer, hvor i alt 100 kvinder har kastet sig ud i arbejdet med at tilplante 50 hektar med de hårdføre træer. Målet er at gøre området stærkere overfor tørke, give de lokale kvinder en indtægt, og samtidig udvikle landsbyerne.
Takket være støtte fra humanitære foreninger, virksomheder og private donorer i Danmark, kunne organisationen udplante de første stiklinger i Burkina Faso i 2013, og organisationen melder, at træerne nu har slået rod og er i god vækst.
Træerne tryller penge ud af luften
Udover høsten af Parkia-frø, har projektet flere sidegevinster. Halvskyggen mellem træerne giver gode muligheder for at dyrke flere fødevarer på samme jordstykke, for eksempel chili og jordnødder, der giver yderligere mad til familierne i området.
Og de mange nye træer kan også bringe en usynlig høst i hus. Ved at CO2-certificere plantagerne, kan landsbyerne nemlig sælge internationale klimakvoter. Det betyder, at hver landsbys Parkia-træer kan kaste yderligere cirka 40.000 kroner af sig over en periode på 15-20 år.
Denne ekstra indtægt kommer alene for at have træerne stående, mens de vokser og optager CO2, og dermed er det en ren bonusindtægt i forhold til de fysiske afgrøder. Samtidig giver det landsbyen en indkomst i de syv år, det tager for træerne at blive store nok til at bære frugt.
Pengene vil gå til landsbyens fælles kasse, og 40.000 kroner rækker langt i en landsby i Burkina Faso, hvor de vil blive brugt til ting som at bygge skoler og grave brønde. Det skulle gerne hjælpe lokalområdet til at stå på egne ben på længere sigt.
Viden slår rod lokalt
SocieTrees er godt på vej til at få CO2-certificeringen i hus. Den første af i alt to rapporter er netop blevet godkendt af certificeringsmyndigheden PlanVivo, der også vil stå for at foretage kontrolbesøg af plantagerne. Processen med at skrive de tekniske rapporter har taget længere tid end nødvendigt, fordi SocieTrees insisterede på at inddrage den lokale projektgruppe i processen.
”Certificeringsmyndigheden rystede lidt på hovedet af os, da vi holdt fast på, at de lokale skulle involveres. Men vi mener, det er vigtigt. Det er jo netop de lokale, der skal køre projektet videre, og derfor er det nødvendigt, at de også er med på, hvad det drejer sig om,” siger Mette Kronborg.
Når alt er på plads, vil SocieTrees overdrage driften af projektet til en lokal kvindeorganisation i Burkina Faso, og derefter fortsætte med at holde øje med den fortsatte udvikling fra sidelinjen. Mette Kronborg håber, at projektet senere kan udvides med flere træer i de samme landsbyer, eller udbredes til andre lokalsamfund i Vestafrika, hvor Parkia-træet naturligt hører hjemme.
