Analyse: I FN’s bedste af alle verdener

“Jeg vil have, at det her skal være den mest inkluderende proces om global udvikling, som verden nogensinde har set.” De ambitiøse ord kommer fra FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon, og handler om det enorme arbejde og politiske tovtrækkeri, der går forud for næste års FN-topmøde, hvor verdens lande skal blive enige om nye fælles udviklingsmål for kloden. De nye mål skal erstatte de såkaldte 2015 Mål.

Tilbage i år 2000 sad den hidtil største samling af statschefer nogensinde i jakkesæt, kjoler og nationaldragter i et køligt konferencelokale i FN-bygningen i New York. Her skrev de det dokument, der blev fundamentet for de otte mål, som verden de næste 15 år skulle styre efter for at afskaffe fattigdom. De otte Millenium Development Goals, som 2015 Målene også hedder, blev, som så meget andet fra FN-systemet, kritiseret for både at være tekno- og bureaukratiske. Her hvor der er godt 500 dage til deadline, er der dog ikke nogen tvivl om, at de har haft en målbar og livsforandrende effekt for milliarder af mennesker: Halvdelen af verdens ekstremt fattige er løftet ud af fattigdom siden 1990, i samme periode har 2,1 milliarder mennesker fået adgang til rent drikkevand, AIDS-epidemien og malaria er bremset, 90 pct. af børn i udviklingslande begynder i dag i skole, og lige mange af dem er piger og drenge. Men verden står stadig overfor massive udfordringer: Alt tyder på, at flere af målene ikke bliver nået. Samtidig har kurven over befolkningsvæksten kurs mod himlen, det samme gælder omfanget af ekstreme naturkatastrofer.

Når de nye mål for de næste 15 år skal besluttes med Danmark og Papua Ny Guinea ved roret i FN til næste år, er det derfor intet mindre end planetens og dens beboeres – inklusiv din og min – fremtid, der er på spil. Meget peger på, at målene denne gang skal gælde for alle verdens nationer, også de rige. Og den overordnede målsætning er, at nu skal verdens ekstreme fattigdom udryddes én gang for alle. Det lyder måske utopisk, men globalt anerkendte datafremskrivninger fra blandt andet Verdensbanken viser, at det faktisk ikke er et urealistisk scenarie i vores generation.

Lobbyarbejdet syder derfor allerede i korridorerne i konferencebygninger verden over. De grønne ngo’er vil have klima og naturressourcer højere op på dagsordenen, mens de, der taler for børn og unge, vil have verdens yngste medlemmer repræsenteret i det fælles sæt af globale mål.

For at leve op til Ban Ki-moons vision om, at denne gang skal processen foregå åbent og inkluderende, har FN søsat intet mindre end verdens hidtil største meningsundersøgelse, MY World. Her spørger det før så lukkede og bureaukratiske organ helt almindelige mennesker i alle lande: Hvilken verden vil du have? FN har gjort forarbejdet og har allerede valgt 16 områder ud, hvoraf du skal vælge de seks, som er vigtigst for dig og din familie. Måske betyder det mest at kunne sende børnene i en god skole, eller måske sætter du et af krydserne ud for bedre jobmuligheder. De 16 emner er nøje udvalgt ud fra de eksisterende 2015 Mål, omfattende forskning, store meningsundersøgelser i udvalgte lande i blandt andet Afrika og ud fra de eksisterende politiske diskussioner om verdens udvikling.

2.230.929 mennesker fra samtlige af klodens lande har allerede sendt deres stemmer til FN. En god uddannelse ligger suverænt i top over hele verden. Et bedre sundhedsvæsen og en ærlig og lydhør regering indtager en klar anden og tredjeplads. Handling på klimaforandringerne scorer færrest point, når man ser på verdensborgernes samlede svar. Dykker man ned i de danske resultater, tegner der sig et helt anderledes billede: Vi stemmer klimaet ind på en tredjeplads. Afstemningens resultater, der kan ses i realtid på www.myworld2015.org, giver nemlig også et unikt indblik i dagsordener og forhold i de enkelte lande kloden rundt. Mens det for eksempel lader til, at et miks af storstilede klimakampagner og lokale skybrud her i landet har gjort et indtryk, efterspørger ukrainerne talstærkt og ikke overraskende en ærlig og lydhør regering.

FN’s mål er at starte en global samtale, der foregår på tværs af syersken i Mumbai, bonden i Mozambique, gymnasielæreren i Mariager og verdens FN-repræsentanter. Den elektroniske afstemning er indtil videre oversat til 17 sprog, inklusiv dansk. Men da afstemningens succes afhænger af, at mennesker i alle aldre, fra alle samfundslag og i alle afkroge af kloden bliver hørt, er halvdelen af stemmerne indtil videre også samlet ind via en offline-strategi, der i omfang leder tankerne hen på den massive mobilisering af frivillige dørklokke-ringere under Obamas valgkampagne. Aktive i over 900 organisationer er vandret og cyklet ud med stemmesedler til fjerne landsbyer i fattige egne uden internet og har spurgt høj som lav om, hvilken verden de ønsker sig. Pigespejderne repræsenteret i World Association of Girls Guides and Girl Scouts er blandt dem, der har haft størst succes med at engagere flest mennesker verden over. I Kenya fik piger i spejderuniformer f.eks. kenyanerne til at stemme via et gratis sms-system, hvor man kunne give sin mening til FN ved at sende en besked til 21222. Sri Lanka er indtil videre det land, hvor flest indbyggere har givet deres mening til kende. De singhalesiske og tamilske bidrag udgør pt. hele 23,1 pct. af alle globale stemmer i MY World-undersøgelsen.

Den internationale folkeafstemning ligner en genistreg fra FN-kontoret i New York. Efter i mange år at være blevet kritiseret for topstyring, lægger FN nu op til en hypermoderne og demokratisk måde at engagere verdens borgere på i noget så abstrakt som et topmøde om udviklingsmål. Verdensorganisationen forsikrer, at alle stemmer vil indgå som et vigtigt grundlag i debatten, når politikere fra alle nationer skal blive enige om, hvordan vi gør kloden til et bedre sted frem mod 2030. De enkelte lande vil til september næste år ikke alene stå med en unik indsigt i, hvad deres befolkninger selv siger, de har brug for for at leve et godt liv. Den massive datamængde vil også kunne fungere som det ekstra folkelige pres, eksperterne har brug for, når statscheferne igen mødes i New York. Historien er desværre rig på eksempler med bristede topmødedrømme, hvor det mislykkede klimatopmøde i København i 2009 har en lidet flatterende placering på listen. Men denne gang bliver det sværere for staterne at løbe fra regningen. Hele verden er blevet spurgt – fra nationale konsultationer i de enkelte lande og eksperter og fagfolk til helt almindelige mennesker i klodens 194 lande. På den måde ser det ud til, at De Forenede Nationer for første gang for alvor formår at være på forkant med de sædvanlige kritikpunkter, der ellers altid er en fast og ofte tidskrævende del af processen omkring topmøder i FN-regi. Forhåbentlig betyder det, at de nye, globale udviklingsmål er med til at sikre, at verden inden 2030 er et sted, hvor alle er løftet ud af ekstrem fattigdom.